(Transkriptionen er autogenereret, og indeholder derfor mange fejl.)

EP3-Kristoffer Ørum

[00:00:00] Kristoffer: nu har jeg lyd. 

[00:00:01] Tomas: Jamen Godt. Hej. 

Hej.

 velkommen til. Om det hele og resten. Jeg er super glad for, at du vil være med til en samtale. Skal vi ikke bare kaste os ud i det og se 

hvad der sker? 

[00:00:14] Kristoffer: Jo, det synes jeg.

[00:00:15] Tomas: Så siger jeg velkommen til om det hele og resten. Og tak for at du ville være med til en samtale.

Kristoffer Ørum. Kristoffer Ørum er født i 1975, og han er en tværfaglig skabning, der har produceret en lang række demonstrationer, handlinger og trådløse transmissioner både inden for og uden for vores solsystem. Baseret i en kælder arbejder han i skæringspunktet mellem dagligdagen og hypotetiske digitale økologier.

Han har dobbelt uddannelser fra Crayfish University London og Det Kongelige Danske Akademi for Spekulative Kunster i København. Han mener, at alle kunstnerbiografier er fiktionsværker og bør læses som sådan. Det er lige læst. Det stammer fra en af Christoffers hjemmesider. oerum.org. Og jeg holdt bare fast i det, fordi jeg kan rigtig godt li udsagnet.

Alle kunstnerbiografier er fiktionsværker og bør læses som sådan. Og så har jeg selvfølgelig min egen måde at forstå det på eller læse det på. Men hvorfor vil du sige, at al kunstnerbiografier er fiktioner, og at de bør læses sådan?

[00:01:24] Kristoffer: Altså, man kan sige, at i hvert fald lige den billedkunstverden jeg befinder mig i, så bliver man hele tiden afkrævet en biografi. 

Det er noget, der cirkulerer og er med til at danne betydningen omkring alt 

hvad man laver. Og når man så har 

brugt 20 år på at frame sig selv som kritisk kunstner, som internet kunstner, som alt muligt, så bliver du mere og mere tydeligt, at det er en leg vi leger, 

at jeg kan skabe.

Jeg kan lave en figur, som kan 

gøre noget for hvordan det. Altså jeg kan lave en slags præsentation af mig selv, der ændrer hvordan man forstår det jeg laver 

er den leg er rigtig sjov, men tit nu, så synes jeg 

ikke vi snakker så meget om, at den leg foregår. Og i virkeligheden er det sjovere, hvis man er ærlig omkring, at det er 

en leg.

Vi leger lige nu så stille skarpt på, at min mormor var russer, og derfor vil jeg gerne arbejde med Putins næse. Eller jeg stiller skarpt 

på, at jeg har haft kræft, og derfor vil jeg gerne snakke om at have noget inden i sig, 

som gerne vil slå ihjel, eller hvad det nu er. Så kan man ligesom bruge alle de autobiografiske ting på nogle måder, som ikke er usande, 

men som måske heller ikke allesammen kan være sande på samme tid.

Og det syntes jeg er en interessant den der multiplicitet, at indeholde den i stedet for skulle være en 

kerneidentitet. Så det er mit forsøg på at frigøre mig. Og så er det jo sjovt den slags tekst som du lige læste op, det er jo sådan en der typisk står 

i en ansøgning i starten, på en udstilling eller noget.

For sådan en som mig, hvor at folk gør overraskende lidt sjovt med den stil litterært format, som hele tiden optræder omkring mig, men som ikke bliver behandlet som et litterært format. Men som formalia, da der ligesom er taget mit lille forsøg på at skrive noget, som også er en tekst, der er interessant i sig selv, 

rigtig sjovt og alle de 

og det er noget som jeg syntes er rigtig sjovt, er alle de tekster der optræder rundt omkring, som 

ikke er litteratur, men alligevel er tekster og alligevel påvirker os.

Så jeg synes det er enormt meget det med Ikea-brugsanvisninger og 

alle de steder, som egentlig både indeholder poesi og overskud.

Og underlighed tit ikke? Hvorfor har han sådan en stor næse? Ham Ikea-manden. Hvorfor? 

Hvad handler det om? Eller? Altså, der er en masse nogle interessante ting, men tit er de lidt usynlige, fordi vi ikke ligesom tager dem med i vores 

leg.

Med hvad betydning er det? Giver det mening? 

 til 

[00:03:48] Tomas: Det giver rigtig Meget mening, og jeg tænker både som du siger. Altså i forhold til hele vores livsverden. Ikke at der er alle de her genrer som som vi støder ind i, ikk? Og nu for tiden, så er det bare IKEA. Men, men hvad hedder det? Og så i kunstverdenen igen, når man går på kunstudstillinger, at man netop altså hele dette spil mellem de der præsentationer og de tekster, der er på væggene og i den formidling, der er, og altså alle de der indpakninger. Og det er jo en ting, jeg har lagt mærke til med dig. Som som også bliver demonstreret allerede i den her tekst. Ikke at at du har en opmærksomhed på det, og du du er ikke ligesom tilfreds med at bare at bare overtage den. Eller ligesom bare bare passe ind i den. Du vil faktisk også. Du leger faktisk også med det og det. Og det syntes jeg jo egentlig er et et tema eller en måde at tænke på som som man også kan genkende i. Altså i det hele taget i de ting du laver, ik? Og nu tænkte jeg, at en af de ting jeg gerne vil høre lidt om og også er, så er det her projekt som hedder. Ja, det hedder frihed, lighed og hip hop. Er det den korrekte titel?

[00:05:05] Kristoffer: Det er helt rigtigt. 

[00:05:06] Tomas: Er du jo ude i noget med en alternativ danmarkshistorie?

[00:05:10] Kristoffer: Kontrafaktisk historieskrivning. Ja.

[00:05:14] Tomas: Jamen jeg tænkte bare, at allerede i selvfølgelig billederne, og jeg tænker jeg håber det virker. Vi kan måske trække nogle af dem op på skærmen, og du måske kunne 

[00:05:26] Kristoffer: Det tror jeg sagtens vi kan. .

[00:05:27] Tomas: om dem. Hvad hedder det i? Men også i de tekster, der ligesom hører til, ik, eller du eller du har, du har skabt rundt om dem.

De har også den karakter, at man bliver opmærksom på, hvordan man hele tiden læser ind i nogle genrer, ikke at forstår nogen. Altså forstår verden og det politiske og samfundsmæssige. Hvordan vi forstår det i sådan nogle genrer. .

[00:05:52] Kristoffer: Jo, må os. Ja. Nej. 

Spørger. Undskyld, jeg bliver ved med afbrød. 

[00:05:58] Tomas: Du skal bare tale løs. Så nej, jeg tænkte bare, om du måske ville præsentere? Altså sådan. Nu bare lige fra start. Det er altså, om du vil præsentere det projekt og fortælle lidt om hvordan, hvordan det gik igang og hvor det kommer fra .

[00:06:13] Kristoffer: Hvis man faktisk skal snakke om, hvordan et projekt kommer i gang, så er det jo sådan mange floder. Der er jo ikke et et klassisk historie. Jeg blev født og. Det var meningen jeg skulle lave det her projekt siden 

jeg var lille, fordi

jeg har altid og så ved jeg ikke. 

Hvis vi nu kan lægge den slags historie til side og snakke om, at jeg kun kan præsentere en del af historien jeg kan fortælle noget af, og noget af det i hvertfald handler om.

Det er til dels min

egen sådan lidt underlige forhold til den 

kunstverden jeg befinder mig i. Den er både en fornemmelse af, at den 

rummer en masse potentiale, og der er en masse ting, en masse frihed at finde i at kalde sig billedkunstner og at lave de aktiviteter, der knytter sig til det. Men også en fornemmelse af, at en masse af de ting jeg tager for givet, er det ikke

alle andre der tager for givet.

Hvorfor har jeg lyst til selv at skrive fondsansøgninger? Hvorfor har jeg meget mere lyst til selv at bygge de ting, jeg bruger? 

Hvad er det for noget med, at jeg. Godt kan lide institutionerne, men 

jeg er meget kritisk over for dem. Hvad er det for noget? Jeg har en fornemmelse af, at jeg mest laver kunst til mine 

kollegaer og de andre nørder mere end til et bredt, stort 

publikum. Hvor kommer alle de ideer fra? Det 

Når man kigger lidt på sig selv, er der alligevel noget i ens biografi. På trods af alle de mange historier, kan man sige. For mig er jeg meget rundet af 90’er 90’er ungdom brugt 

i den danske hiphop subkultur, hvor at det var graffiti. Det var små grupper af unge mennesker på gaden, der lavede ting for hinanden.

Det var en slags scene et en periode, hvor jeg var med i det miljø. Der vidste vi egentlig ikke særlig meget om, hvad der var sket i New York, og der var ikke særlig meget kontakt til den oprindelige hiphop, som vi var inspireret af. Det var små bitte sort hvide fotokopier af graffiti pieces, som man så prøvede at genskabe og fantasere oven på og lave sine egne ting ud af.

Jeg kan huske, at jeg malede Adidas striber på mine Ecco sko og prøvede at stryge. Faget stryge de smalle snørebånd så de bliver tage fat læses fordi jeg har set et rør en dims pickupper og når det var meget 

en fornemmelse af at være langt væk fra der hvor det skete og så prøve at finde sin egen vej til det, 

og mange af de ting går det op for mig bagefter er blevet hos mig.

Jeg syntes stadigvæk at jeg laver kunst til mine, til de andre nørder. Lidt ligesom graffiti er en tegn på 

gaden, som kun forståes hvis man er en del af subkulturen er ikke tilgængelig for alle, og det er en del af pointen, at det ikke er til alle. 

Og det med at i stedet for at sige der er en ortodoks 

genre som er sådan her, så sige nogle.

Der er nogle genrer. Dem kan vi blive nødt til selv at opfinde og lave om og gøre til vores egne. Jeg bliver nødt til at gøre kunstner biografien. til en måde, jeg kan være i den på, ligesom jeg bliver nødt til at male byen i nogle farver, som ikke er dem, som reklameindustrien eller arkitekterne syntes, men noget andet.

Den fornemmelse af at ville gøre verden til sin, den er der stadigvæk. Og så tænkte jeg det på en måde For at gøre mig forståelig blev jeg nødt til at forklare det for for en undrende omverden omkring migbåde I. 

tekst og billede, så er ligesom det, om jeg bliver nødt til at gøre rede for mit hiphop ophav og også sige den var jeg ikke gået væk fra mig.

Ikke fordi jeg vil professionalisere såvel en i en anden kunstverden. Jeg vil gerne 

bibeholde alle de værdier, jeg havde med 

fra den tidlige skoling Og socialisering. Og så tænkte jeg Det er jo en 

slags grund mytologi. Om verden så har skitseret det er en måde at forstå verden på, som gør det selv kollektiv osv.

Som på en måde minder lidt om den måde. Velfærdsstaten bliver fiktionaliseret på. Når jeg hører på arbejderhistorie i Socialdemokratiet, som snakker om en arbejder fortid, som ikke helt matcher den historie, jeg har læst mig til i historiebøgerne. Meget selektiv hukommelse, som handler om pligten til arbejde. Men der er ikke meget fornøjelse eller kollektiv nydelse tilbage, som var meget. Det jeg fik ud af hip hop miljøet, var den der snigende. Lad os nyde ting sammen. Lad os danse, Lad os lave musik, Lad os male. Lad os skrive. Lad os få alle mulige ting ud. Det syntes jeg på en måde. Når jeg kigger tilbage på den tidlige arbejderbevægelses historie, som jeg ikke kender særligt godt, men det er lidt jeg ved om den, så jeg dog masser af fornøjelse.

Kollektive sange, demonstrationer, 

handlinger. Alt muligt fantastisk, og det 

er ligesom gået glip i den nye fortælling om, hvad arbejderbevægelsen er, og hvad det er for en velfærdsstat, vi er i. Og på en måde synes jeg altid, det er det, vi forhandler her i Danmark. velfærdsstaten. 

Vi snakker altid om, hvad en velfærdsstat fra højre til venstre fløj.

Så snakker alle partierne. Kun godt om velfærdsstaten. Det er ligesom vores grunden mytologi, medmindre man er religiøs. Det er ikke så meget, så det er en slags lokal statsreligion. Velfærdsstaten Så tænkte jeg, da var der også en masse lighed og netop på en måde mange af de ting, jeg har fundet i hiphoppen, også var noget af det, jeg savnede i det billede af velfærdsstaten og det billede af arbejderbevægelsen, vi har nu, som også handler om at gøre ting, der ikke er, kun er nyttige, men som også er fornøjelige ser.

Måske kunne man frankensteine de to ting sammen, og en 

af de ting som interesserer mig, er ikke så meget at lave en ny plausibel fake news version af fortiden, som er til at forstå, og som. man tænker, når det passer. Men at lave noget som åbenlyst er absurd og falder fra hinanden Ved nærmere 

eftersyn, så tænkte jeg lad os prøve at koble de to ting sammen.

Hvordan gør man det? Hvad er alle folk bange for? Er de bange for fake news og misinformation og alt sådan noget? Hvis vi nu. Ligesom jeg gør. 

Antag, at disse teknologier er ikke på vej væk.

At vi ikke kommer. Vi ikke vender tilbage til en eller anden form for 

form for. tidligere tiders 

tabte paradis, hvor medierne var troværdige, og vi kunne stole på, hvad de sagde.

Sådan har jeg aldrig haft det med medierne. Så hvis man nu sagde okay, det er sådan det er, så hvad så med at bruge de værktøjer, som bliver brugt? Til at skabe 

reklamebilleder, til at skabe politiske billeder, som til at lave alle de glansbilleder af glade mennesker på stranden og delfiner i gråblå blåt hav og altså noget.

Hvad med brug af kunstig intelligens, som det bliver kaldt teknologier, som bliver brugt til at danne enormt mange billeder? Der er nogen, der siger, at der på nuværende tidspunkt er der blevet lavet flere kunstig intelligens billeder, end der er blevet taget analog fotograf fotografier i verdenshistorien.

Det er jo ret mange, så der er sådan en massiv billeddannelse igang på mange måder. Hvis man ved hvor man skal kigge hen, så kan man se at den optræder i reklamer og alle steder allerede. Den er allerede en del af vores billedverden. Så det der med at tage den 

og så i stedet for at lave 

.

arbejder Socialdemokratiets arbejder estiske fortælling om fortiden igen.

Eller lave bling bling? Hiphoppens succes dyrkede champagne-ting eller gengive gengive nogle af De andre 

lavede mit mismatch, hvor jeg så laver ved at skrive en tekst til en algoritme som danner et billede. Så laver billeder af en absurd fortid, hvor hiphoppen havde en stor indflydelse på arbejderbevægelsen og arbejderbevægelsen havde en stor indflydelse på hiphop.

Det vil sige, at anker Jørgensen tager til Bronx og lærer af den afro afro futuristiske musikere og den bevægelse, der er dér, som handler om at forestille sig en spekulativ fremtid som 

jo er det. Jeg forestiller mig med omvendt. Jeg forestiller mig en spekulativ fortid. De. er også nogle, der ligesom jeg er i dialog med rent kunstnerisk.

Hvis hvis, hvad hvis nu at han var blevet det, at han nok dansede på sit kontor? Så har vi set at have haft nogle helt andre billeder af statsmagten som en dansende statsmagt, der ville det betyde for vores forestilling om, hvad vi var for 

et velfærdsstat. Vi så statsministeren danse. I stedet for at stå alvorligt i sit jakkesæt, og den slags ting begynder der at ske.

Når man så ligesom kobler de ting og siger Hvad hvis vi tager to scenarier og sætter sammen? Så 

er det da interessant for mig, hvis jeg gør dem sådan relativt plausible. Så jeg finder det tidspunkt, hvor af Anker Jørgensen faktisk var i New York. 

Han var bare ikke rigtig Bronx og danse graffiti, 

danse breakdance og male graffiti, men han var der dog alligevel sådan at det ligesom.

Isen er det overfladiske blik, vi har på de sociale medier, hvor de her projektmagere optræder. 

At de så bliver gangbare. Når man læser ned, så kan man godt mærke, at der er noget helt galt med fortællingen. Det er ligesom den hyggelige socialdemokratiske, alfaderlige figur, vi kender. Men der er også noget helt galt.

Så det hele tiden har den dobbelthed mellem, 

at vi kan tro på det et øjeblik, og så 

falder det fra hinanden. Og det foregår både i 

fortællingen, men det er også sådan, at hvis man kigger bag i baggrunden på de billeder, Anker Jørgensen, så kan man se, at de alle sammen ligner Anker Jørgensens ansigt. Fordi den har sådan noget med, at de ligesom ansigterne smitter.

Så når jeg har beskrevet et ansigt, der ligner Anker Jørgensen, så får alle beskuerne. 

Alle de sorte. Alle aktivisterne rundt om ham. De ligner ham fuldkommen. Så det er ligesom om Anker 

Jørgensen er taget til New York og fundet sig selv, eller hvordan det er. Så begynder algoritmen underlig hedder afsløre, at fake allerede eller meget har sådan noget.

Den algoritme jeg bruger som stempel egen, at når den bliver lidt i baggrunden bliver kødpølse, så lærer man bare en kødfarvet hvorup, som er også lidt unheimlich, ligesom denne underlige maske jeg har på nu. Både genkendeligt som et ansigt og ligesom passabel. Men så snart man kigger nærmere, så falder den sammen.

Og den idé om at lave plausible fiktioner, der sætter gang i en ide om, at det kunne være anderledes uden at etablere en ny sandhed. Det er let, at projektet gerne måtte lande og så nu. Er i gang med at interviewe en lang række folk, der var involveret i hip hop miljøet inde i denne fiktive verden og ekspanderer på det.

Så det er ligesom både et projekt, der handler om socialisme, hip hop og A i, men som også handler om at prøve at forhandle vores fælles forestillinger om, hvad for en velfærdsstat vi kunne have på en anden måde. 

[00:16:34] Tomas: Altså jeg synes virkelig alle de ting du siger ligger i Men jeg synes også det er vigtigt at sige, at de rørende mange af dem altså pludselig at danse pludselig at få en eller anden glæde og kropslighed i opstillinger som hvor og hvor der ellers ikke er plads til det.

Og det er jo også noget med den farveholdning, som er helt fantastisk, synes jeg. Altså, jeg kommer til at tænke på sådan en linje af Inger Christensen, ikke som som hvad er det . Hun skriver En En by, der er blød som en krop. 

Jeg 

Og dér vision. synes, der er noget virkelig rørende ved den ved den 

[00:17:13] Kristoffer: Men som man kan høre,

så er det jo sådan set også for mig sådan et uendeligt dybt 

projekt. Hver af disse ting repræsenterer alle

mulige overvejelser, ikke sig. Nogle af de første hip hop ting, jeg fik.

Dem fik jeg på kassettebånd. Optaget af Sådan nogen som Curly kay og 2-track og disdascboD kunstnere, som producerede det, der hedder prot-bånd. Og så 

optog de det. Så fik jeg det, og så kunne jeg selv optage noget på det og sende det videre, hvor f. I stedet for at være her en vinylplade med en stjerne, så var det en deltager medie. Hvor er selv 

mine hjælpere? Jeg prøvede ubehjælpsomt at rappe henover Public Enemy. Det var aldrig nogen stor succes, og videre til nogle andre. Så cirkulerede de og dannede ligesom et kredsløb af hiphop, og som også handlede meget om, at vi havde ikke adgang til 

pladespiller eller noget, der var, ligesom de kan sætte bånd, som sådan et slags medie, som lidt ligesom min computer, som også er en underlig ting, som man både kan skrive programmet på, som man 

men inden tager. Det kan både skabe indhold, og det er også helt et sted, man kan modtage det. Sådan er kassettebåndet også lidt. Sådan er mobiltelefonen lidt mindre. Den er mere en, hvor man bare. tager ting ind på, Og det er også det med tablet, så vi kommer meget over i sådan teknologi brug. At det så lidt passivt, så er lavet 

denne her muterede kassettebånd. Ideen om at udover at 

hiphop kom hertil til Danmark, fik nogle lidt underlige Malte Coyne agtige udtryk, som jo var samme generation som mig eller Cøliaki eller Tue Track, eller 

hvem der nu er lidt humoristiske, mindre socialt indignerede, mere mere middelklasse udtryk, kunne man sige, fordi vi er et meget middelklasse land, og det på en måde jo ikke rigtig nogen.

En del af den hiphop historie vi får nu nu, ville ligesom hoppet over den lune danske humoristiske, underlige, lidt sin hjemmestrikkede up og på mange måder også lidt. 10 Hvad kan det være? Er det ikke vildt godt produceret eller lavet? Der var ikke nogen, der var gode til at 

rappe lige nu. Det blev de senere.

En.

Så det her kassettebånd er så en 3D printet version af

ligesom et artefakt, der hoppede ud af den virkelighed 

på en udstilling, jeg havde på Sydhavn. Så man kan forestille sig. 

Gud. Kassette. Båndene kunne også monteret, ligesom vi lavede en lokal version af hiphop. Så 

lavede vi også. Forestil dig, hvis i stedet for at have standardiseret medie formater, så havde hver landsby deres eget kan sætte bonus format, fordi det var lidt sådan det var med hiphop.

Når jeg tog til Silkeborg, så malede de helt anderledes eller Århus, så var der forskellige stilarter, fordi det var sådan et 

præg. Globaliserings kort og hvis jeg tog til Tyskland, så jeg noget, der var fuldkommen anderledes, fordi de havde fået to andre bøger sendt fra USA. Så det er et forsøg på at synliggøre det der med en hyper lokaliseret teknologi og 

drøm om, at vi også kunne være med til ikke kun at tage imod forskellige medie 

beholdere, men også være med til at skabe. 

[00:20:14] Tomas: En. 

[00:20:17] Kristoffer: Og her er der så en 

kollektiv spraydåse, Som må have et 3D print, 

ligesom det. Men som 

projektet også peger den anden vej som en slags 

selvkritik for min del i hvert fald. Jeg ved ikke, om det er synligt udefra, men jeg er jo en del af en hedonistisk, lidt selvoptaget generation, som ikke var særlig politisk aktiv.

Ikke 

dem omkring mig. Det var. der nogen andre, der var. Men i hiphop miljøet var jeg ikke et særligt politisk bevidst 

sted, ville jeg sige, da jeg var der, og vi var 

meget individualistiske. 

Noget af det er arven fra hiphop og noget af det, som jeg har drømt, var drømt 

om. Men som ikke aldrig skete, men som sker inden for mit projekt.

Det er, 

at hiphoppen er meget mere kollektivistisk. Den bliver inspireret af den socialistiske 

ide om, at vi arbejder sammen, og det er en fælles kamp, frem for 

at det er en konkurrence mod hinanden altid, som er en meget stor del af hiphop kulturen. Så jeg lavede denne her ligesom det, der desværre fungerer som 

spraydåse.

Det ville jeg virkelig 

gerne lave, Men denne her, det er ligesom en slags skulpturelt billede af en spraydåse til mange hænder. 

Så her er fire og det må være. Altså må du være vildt besværlig at kunne male noget som helst med den. Så der 

foregår også i hvert fald for mig. En slags kropslig dans rundt om dem.

Hvis jeg forestiller mig den kommer i brug og også noget sådan noget 

vat dildo agtigt 

over eller mere end vat, der er 

noget relativ fallisk. Hvis man skal 

holde sig i den pæne terminologi over deres strittende formering. Så 

selv om og måske også noget der ligner lidt et træ eller noget, der kunne have vokset sådan en begyndelsen 

til en træstruktur. 

[00:21:48] Tomas: Jeg er da også en knopskydning.. 

[00:21:50] Kristoffer: Ja, og i baggrunden kan man se, at jeg ligesom har taget malet væggene 

i det rum, hvor jeg udstiller med en rekonstruktion af noget, som den kunstige intelligens har lavet i de billeder. 

Først har jeg bedt den kunstige intelligens om at skabe nogle rum ved at beskrive det relative valg, så den komme med nogle resultater.

Nogle af dem var gode. Nogle af 

dem var ikke gode. Jeg har udvalgt dem, som var mest interessante, og nogle af dem 

ser sådan her 

ud. Farve harmonien er ligesom en, jeg har fået af computeren. Så bliver jeg på en måde den der udfører algoritmen istedet for den der bestemmer over den eller dets samarbejds figur og som 

handler meget om det.

Dermed er jeg heller ikke interesseret i at vide alt tænke på forhånd. Det er et projekt, hvor jeg har lavet en masterplan, og så skriver jeg 20. 

historier. Det er meget noget, som er foregået på den måde. Jeg har lavet et billede. Tænkte over, hvad fanden det 

var, det handlede om. Skrevet en historie til det publiseret på de sociale medier.

Lavede et til billede, 

tænkte over det og så er det ligesom sådan. Sneboldeffekt. 

Så begynder man at blive forpligtet af den forrige fortælling, og så begynder jeg at bære fremad. Jeg begynder langsomt at finde ud af, hvad det handler om. Så på den måde 

er idealet for mig meget mindre, end at jeg ligesom har en plan om, hvad jeg vil sige på forhånd.

Så er det, at Det sker i løbet af skrivningen, skriveprocessen eller at gøre sig det samme med at lave en spraydåse. Og så prøver. Så tænkte jeg først, at det var en knopskydning, og så tænkte Gud Men hvordan fanden ville man bruge det? Man vil sprænge i hovedet og alt sådan noget. Så der er hele tiden nogen unintended 

konsekvens, som jeg nyder 

rigtig meget. 

[00:23:23] Tomas: Ja, når du. Når du så har lavet de der tekster, . Har du brugt de store sprog model og i den forbindelse eller eller har det været? Kun dig.

[00:23:32] Kristoffer: generelt syntes jeg, at de er ret dårlige til at skrive sådan som jeg gerne vil af de alt for amerikanske, og de laver noget overbud retorik, 

hvor de og det kan vi lære meget. Jeg synes de generelt så Disney 

agtige. De ville gerne have en god pointe til sidst, og derfor er hiphop vigtig for danmarkshistorien.

Sådan ender de tit. Men jeg har brugt dem til 

noget. Det er de rigtig gode til at lave noget pastiche. At lave stiløvelser. Så typisk. 

Det har gjort, at jeg har skrevet en tekst, og så har jeg kørt den igennem, 

taget GP3 for eksempel og fået noget ud igen, så kan ikke 

bruge. Jeg kan ikke bruge det den skriver, men jeg kan godt få inspiration af, hvordan den sådan snakker en psykopatisk og autoritativt 

ligesom en 

tackle pdf botanica ellers noget.

Så jeg har brugt den som en slags 

korrekturlæser forslag, men jeg synes ikke jeg har haft svært ved. Jeg ville virkelig gerne. Jeg har ikke noget imod det principielt, men jeg synes ikke rigtig, de skriver 

på den måde, jeg godt kan lide lige nu. Jeg har brugt nogle af de tidlige 

sprog modeller, den der hedder GB 

til 1 og 2, og de var meget sjovere at de skrev noget modernistisk, Gertrude Stein. 

agtig poesi, nogle rundgange og muterede sætninger, der ligesom gik rundt og rundt og rundt om noget.

Det er jo meget mere den slags litteratur, jeg egentlig syntes. Af sjov, hvis jeg skal læse det, men som sådan eksperimenterende i sit format. Men 

jo mere de får kontrol over både billeddannelsen i algoritmerne og over betydnings produktionen, så lægger de nogle æstetiske.

Det der sker Ideer ned over det, der sker nu.

Vi får noget Stephen King amerikansk. Ikke sådan. Det er sådan okay skrevet, som om man skulle skrive en bestseller, 

og det har aldrig været en slags tekst, der interesserer mig. Specielt På den måde er 

det ligesom. Jo bedre de bliver til det brug, som 

dem som laver dem vil have, jo dårligere bliver de sådan set for 

mig.

Jeg har brugt tidligere rigtig meget. De der underlige sprog modeller tage laves nogle rimene motiverende tekster, men det synes jeg er 

svært at gøre med de modeller vi 

har nu.

[00:25:38] Tomas: ja, men det kan jeg i den grad forstå. Altså jeg jeg er jo selv sådan en slags digter, ikk? 

Og 

hvad hedder det? Jeg har tidligere arbejdet en del for for efterhånden mange år siden arbejdet med mine egne programmer og 

[00:25:53] Kristoffer: kan jeg nemlig godt huske. 

[00:25:55] Tomas: Og hvad hedder det så jeg selvfølgelig fuldt feltet.

Og det er jo. Det er jo også en af grundene til, at jeg synes det er vanvittig interessant det du laver. Fordi altså, det er jo det der med hvordan reagerer man som kunstner på. Altså det uendelige billede, univers og det uendelige tekstunivers. Hvad gør det og. Ja, og igen bare for at sige, at jeg synes, det her er sådan et.

Et godt eksempel altså man kan mærke, at du forholder dig til. Hvordan man kan bruge det, 

[00:26:24] Kristoffer: det

kommer meget ud af grundidéen. Altså jeg synes det tit er sneglene. 1 Hvad hedder det? 1. Hvad hedder den vej, der deler sig dér mellem om man ønsker kontrol over 

ukrudtet eller ej? Hvor på mange måder. Jeg blev rundet af den dag 

Fluxus arven og alle dem, som er interesserede i processen mere

end resultatet og interesserede i at lade sig forføre og måske skrive noget, man ikke selv kunne skrive ved hjælp af systemet.

Det er jo en del af system digtning traditionen 

tro håb om at komme væk fra sig selv. Altså som også er en anden idé end den som handler om at skrive sin essens frem, som også er en meget stærk ide. Nu hvor 

vi har rigtig meget litteratur, der handler om at afsløre, hvem man egentlig er, så for sådan en som mig, som har sådan et problem med, at jeg aldrig helt ved hvem jeg er.

og når jeg selv skal skrive min biografi, så bliver jeg nødt til at skrive, at det er en fiktion, for jeg kan ikke stå ved den. Er det fordi jeg synes, 

at jeg enten skal bruge al min tid på at skrive min biografi, som bliver 

alt for lang, eller det er ligesom, så har jeg alle mulige problemer med det Og der kan man sige, der kommer det her medie på en måde 

meget godt til mig.

Heller ikke interesseret. Altså, jeg er ikke sådan fotograf, som tænker gid lyset var her, og det skulle være sådan her Composer Ja, sådan Gud. Et 

interessant billede af et supermarked uden nåde. Eller når så nogle billeder fra et farverigt supermarked, hvor jeg startede med bare at tænke hvad hvis nu man lavet et supermarked som havde kan gryde ende på en anden måde, hvor de var i en ligesom en 

en farveorden i stedet for kategoriserede?

 Gad vide, hvad et 

supermarked er, som er arrangeret efter farver? Altså, det er lidt ligesom foucault, der snakker om det der med, hvordan den kinesisk 

kejser har en encyclopædi, der er organiseret helt anderledes end 

den europæiske.

Så hvad hvis vi organiserede 

supermarkedet helt anderledes? Så det der i virkligheden virkede mest voldsomt for mig da jeg lavede 

billederne, det var at det var et supermarked uden labels. Der stod ikke hvad noget var.

Hvad betyder det 

at der ingen der ingen indikation ringe priser. Hvad er det 

for en slags supermarked? Det var jo ikke det. Det var ikke noget, jeg havde tænkt, før jeg lavede billedet. Det var en en 

slags samtale med billeder. Jeg har 

en slags teori om, at jeg vil lave et supermarked, hvor alting er i farveorden. Så laver det underlige billede, hvor jeg kommer til at tænke på

Gud. Der er ingen labels og kommer til at tænke over, hvor meget 

jeg.

Jeg har brug for, at der Står hvor meget fem tomater koster. Så må det jo være en verden, hvor 

den varer købt økonomi ikke er der. Hvis man

ikke har brug for prismærker eller hvordan, så kan man begynde at tænke videre over 

det. Og på den måde, så er det tit den frem og tilbage, 

som jeg syntes jeg også synes personligt er enormt nydelsesfuldt at få nye ideer.

På den måde er det 

en slags jamming

For meget fornemmelse for 

mig med algoritmen og så til sidst så tager tid til kommer der måske 200 billeder ud. Jeg vælger nogle af dem og laver nogle nye. Jeg synes der mangler noget, og vi bliver også nødt til at se ud. Se hvordan logistikken ser ud. hvordan ankommer de med varerne bag 

ved?

Så må jeg lave nogle billeder af det. Og så til sidst, så er der sådan en masse billeder, og så må jeg skrive min oprindelige tekst, som jeg havde tænkt det skulle handle om. Helt om 

for at passe til billederne. Og den proces er jo 

sådan, at du som digter også måske kan genkende deres grundlæggende 

skrive fornemmelsen af, at teksten ligesom tager en ellers noget, som er lige dele skræmmende og 

enormt behageligt. Men det er det, jeg tit leder efter. Dér, hvor jeg ligesom 

bliver klogere af at lave noget fremfor at illustrere noget jeg vidste i forvejen eller få en ny ide. Eller jeg ved ikke, hvor man 

skal sige 

det. 

[00:30:10] Tomas: Ja, og det er det jo. Jamen, det er enormt spændende og også et godt eksempel på det. Dette billede fra fra supermarkedet eller en købmandsbutik, hvor der ikke er nogen labels, er ikke nogen pris, og der er ikke nogen. Og altså. Interessant. Det der med hvor og hvordan der ligger en hel verden i sådan et billede.

En hel af alle de konsekvenser, som man ligesom kan køre videre på og tænke tilbage til igen. Sådan et billede virker i en eller anden forstand rørende på mig. Altså fordi det bare. Altså Pludselig forestiller man sig, at hvis man træder ind i det her rum, og man går rundt i den verden. Hvad? Hvad er det for en økonomi? 

[00:30:58] Kristoffer: jeg har. Jeg har sådan et et et slogan. Jeg tænker det i som er selv billeder man ved ikke 

passer påvirker en. En. Og det tror jeg er grunden 

motivet. Det er 

noget af det, som også for mig er underlig i den tid vi er i nu. Og der er mange ting, der er sådan én, der synes alting altid er underligt. Så en af 

en af de mange ting, jeg synes så underligt.

Det er det der med, at man ligesom tror, at teksten er dér, hvor betydningen er og ikke et billede. Og jeg synes, at det at se en masse billede politik, meget lidt billede kritik nu. 

Der bliver meget fokuseret. Så hvis man ser i kunstverden, er det meget på tekst planned at de kritiske gestus. Så foregår der meget lidt ligesom snak om hvad betyder det at indramme et billede, eller 

hvordan påvirker det os, at de er fake, eller hvordan er de produceret?

På den måde er der sådan et billede politisk dagsorden for mig med at sige jamen altså alle de mange billeder vi ser, de påvirker os jo hele tiden. Altså ikke kun mine falske billeder, det er også alle de andre 

nyhedsprogram, der har valgt at vende linsen og vælge netop det foto. Og det er jo alt sammen ligesom en flod af billeder og billedmateriale, og vi er hele tiden bliver påvirket af.

Det er sådan set ikke så meget at gøre med deres 

sandhed, værdi eller ej, men det har mere at gøre med, at billeder påvirker 

os, at de har betydning i sig selv, og det er. 

sådan noget, som jeg synes er virkelig interessant og på en måde det er jo ikke helt et helt fast betydning. Måske har man tekst, hvis man skal snakke om det på den måde, men de er heller ikke et helt tilfældigt betydning.

De har ligesom en sådan lidt flygtig og lidt ustabil måde at 

være betydning på, som jeg holder meget af. Så tit er det 

sådan, at jeg prøver at få billede til at sige så meget som muligt, at teksten har rollen at sige det som billedet ikke kunne sige, fordi at det for eksempel de billeder jeg har lavet af Anker 

Johansen De ligner måske ikke Anker Jørgensen voldsomt meget. Der er noget med kroppen, der er forkert og sådan noget. 

Men så snart jeg skriver Anker Jørgensen ved siden af, 

så er der den der blanding af billeder og tekst, der 

gør, at det er umuligt at se ham som andet.

Der er også nogle billeder af Anders Fogh på et tidspunkt, så ligesom er det tætteste vi når på en skurk i fortællingen. Men så så de jo allesammen sådan ligesom.

mange Relativt troværdige, men Der er mange

af dem, hvor jeg ikke tror, man ville vide, hvad det var, hvis der ikke var en lille bitte smule information til.

Det er også derfor, det er den faktisk leksikale tekst. Jeg skriver til dem mere end noget som skal

Dem der har for 

om nogen. Nogle af dem, der har brug for meget hjælp for teksten, så ligger hele pointen. Og jeg havde lige teksten, fordi det lykkedes mig ikke at få billedet til det. Men ideelt set, så gør billedet meget arbejde, og så har man ligesom teksten til at lave ramme om billeder.

Det er jo en meget anden model end den hvor man ikke har en tekstligt nedskrevet model Som billede illustrere den slags omvending af det forhold jeg arbejder med, hvor at billedets billede er det som er hoved betydningsbærende og teksten er der ikke er. Begge de to ting i begge to er vigtige og de nok lige 

vigtige, men de spiller ligesom i et band.

Er der en der. Man kan sige, at billederne af guitaren 

og. Trommeslageren er teksten ellers noget i retning af den, der er lidt 

usikker på, om den holder som 

metafor. 

[00:34:19] Tomas: Ja, det er sådan set generelt det at spille mellem, og det er jo også lidt tilbage til det, vi talte om helt i begyndelsen, ikke? Altså det der med de forskellige genre og altså de der tekst, genre, titler, præsentationer Beskrivelser af ting og sager. Jeg synes, det er så interessant, at I også bare lægge mærke til mit eget. Altså sådan måde at se på ting og sager. Hver eneste gang jeg ser en kunst. Udstillingen eller nogle værker af en art. Hver eneste gang har jeg denne overvejelse. Hvornår er det, jeg læser? Den tilhørende tekst eller titel eller præsentation eller eller kontekst, og jeg er altid i tvivl om. Altså nu kan man sige, der er jo ikke noget rigtigt tidspunkt at gøre det på. Men jeg bliver altid opmærksom på, at der sker noget underligt i det sådan samspil. Ja, jeg tænker også, at altså hele Ai-tingen og hele den generative ting, hvor jeg tænker det vel mere og mere bliver. Naturligt for os eller eller ihvertfald. Bør blive i det at 

at vi ligesom ser på bedre med den bevidsthed om at. Altså, at de kunne Altså ikke alene er der det, at alle billeder for, så vi kan være genereret, men men det giver også sådan en. Alle billeder kunne også være anderledes, og det er jo det samme med med tekster.

Altså. Havde den tanke sådan, at hvis man ser tekster på. Hvis man ser dem lidt på afstand for eksempel, så kan de i hvert fald sagtens være chatGPT 

[00:35:53] Kristoffer: Jo. 

[00:35:55] Tomas: fordi den er så tekster som sådan nogle tæpper af et eller andet, der står og giver nogenlunde mening, og det er plausibelt på en eller anden Og der jo altså. Ja, det er bare en tanke om, at der er mange negative ting ved det. Der er mange. Der er mange ting at være bekymrede for, men der er også noget fantastisk ved den bevidsthed, som. Egentlig. ligger i det. Ikke fordi man også får den frihed til at kigge på ting og tænke Nå, jamen altså, man kunne faktisk have mikset det her anderledes. 

[00:36:27] Kristoffer: jeg tror det er lidt der jeg befinder mig i den der fornemmelsen af, at det er en uideel verden vi er i, ikke er der og chatGPT de ting. De jo altså netop 

meget udtryk for dem der laver dems 

normer.

sjove Og de er ikke nogen specielt sjove normer langt hen ad vejen. En stor del af fidusen ved at lave sådan projekt her for mig er også 

at prøve at danne nogle andre billeder. Hvis man går ind på deres hjemmeside. Dem der har lavet dette stable definition, som er den eneste open source model 

der er. 

Det er derfor jeg bruger den. 

[00:37:00] Tomas: En. 

[00:37:01] Kristoffer: Det er. Så er det netop glade kaukasiske familier, der på picnic, fantasy, drager og krystal blåt vand og tropeø og det de har forestillet sig, at man skulle 

danne med deres gruppe.

Jeg havde tænkt sig, at nogen skulle lave velfærdsstats hip hop ud af 

det. Sådan en slags fornøjelse siger perverteret på den måde, 

som det er lagt til rette på. Og det er heller ikke helt nemt at forsimple sig. Hvis man 

skriver Parliament, så får man noget, der grangiveligt 

ligner noget Fru Tick London 

ligner Big Ben.

Det ligner, at parlamentet i London enormt meget, så 

man skal ligesom 

finde sig. 

arkitektur der En amerikansk arkitektur, 

der kunne ligne noget, som det danske parlament selv har været gået rundt med Streetview i det nordøstlige USA og fundet bygninger, der ligner ligner det danske parlament for at kunne genskabes og have fortalt algoritmen af det fandt sted dér, fordi den 

er en angelsaksisk amerikansk ide om, hvad vi gerne vil have.

Så det føles tit lidt ligesom at forklare til en 

lidt halv dum 

Amerikaner. amerikaner aldrig har været i Europa, hvad det er, man gerne vil have. Og Det. 

på den måde er det. Og det går jo meget opmærksom på 

den kultur imperialistiske del af det. Hvordan er de amerikanske kultur, normer og billedverden bliver til vores, hvis vi ikke passer på 

og den slags? Digitalt selvforsvar. Hvor man siger Ja, jeg er dygtig, gør mig i at bruge de værktøjer, 

der nu engang er, for jeg tror ikke, vi får nogen andre. Jeg ser ikke en dansk firma lave en ny billede dannende algoritme, Som er baseret på. 

konceptkunst, system, digtning og 

hvad man ellers kunne. Hvad jeg godt kan lide? Det ville den ikke gør. Det kommer ikke. 

Vi bliver nødt til at finde sprækker til alt det, jeg godt kan lide i de mastodontiske amerikanske 

modeller og kinesiske modeller, som på mange måder tit er udviklet til militær industrien eller til overvågnings kapitalismen på forskellige 

andre måder. Så 

det kan man sige.

For mig er der en slags politisk ærinde inde i mit projekt, som handler om hvordan finder vi skønhed og

design, som er et irriterende amerikansk ord, som ikke har fundet en god oversætte agency altså handlemuligheder i. 

Den flod af billeder og tænk, som kan virke som om de fuldkommen tager 

pippet fra sig.

Det er ikke fordi jeg ville ønske, 

at der var nogle andre modeller, og de var lavet på en bæredygtig måde i 

stedet for at bruge helt sindsyg mange ressourcer på noget. Men disse ting bliver lavet. 

Hvordan lever vi med dem? Det er ligesom det 

grundspørgsmål, der gør, at jeg tænker må vi gøre noget ved dem

og vores job som 

kunstner?

Det er vel så at prøve at vise andre måder man kan eksistere 

inden for det. Det er jo ikke så anderledes end jeg har det med den neoliberale kapitalistiske struktur. Vi eller så mange andre strukturer eller kunstnerens geni 

dyrkelse, som jeg også 

bekender har meget inden for. Det er jo også sådan nogle rimelig 

jobs, strukturer og ideer, som vi lever i som en slags ruiner fra fortiden, Så kan man finde frihed og få lov til at lave underlige 

projekter i morgen og kunstverden. Men det gør jo ikke, at jeg. Tror på geni myten eller tror på, at når jeg får støtte fra den danske stat til at 

lave noget i udlandet, ja så er i gang med at styrke dansk nationalitet i udlandet. Det er jo fordi jeg tror, at det er 

vigtigt, og det er en slags kritik mod ideen 

om national identitet som den.

Var der noget med at gøre det bedst med King George 

Best og Hvidt? Eller noget, der er min strategi i 

forhold til at tage algoritmerne? Grunden til det er sjovt og gå helt hen til det 

aller mest kommercielt orienteret og allermest det som allerhelst vil producere mainstream og så og så bruge det og prøve at få vendt det om og se om vi kan lave underlige kritiske ideer i stedet for standard ideer.

Det er det jeg håber på. Et andet sjovt 

eksempel er jeg ved ikke om det sådan er mere, men i tidligere versioner af Stable da 

jeg skrev Pollack, så kom der en i undertrøje med vodka flaske og Adidas bukser, så der var 

en masse ligesom indbagt.

Kulturelle klicheer. Og tænk som man siger. Det er meget godt at 

arbejde med, fordi jeg ville ønske Flere folk tog sig tiden til at arbejde med modellerne, for så bliver man kyndig i Så kan man begynde at genkende, når man ser billeder, der er dannet på 

den måde. Man kan se, 

hvor de gerne vil hen, og man kan også se, at der vil man ikke hen. Men det tror jeg først, man kommer i, kommer til, når 

man arbejder med det. Så er den anden del af min praksis er også 

prøve at sprede viden om, at 

det ikke er så svært at gå til. Og det er ikke det ikke uproblematisk, men at man godt kan 

prøve at gøre det på Jeg ville ligesom jeg gøre det på min egen server, som er drevet af vindkraft, i stedet for at gøre det på en eller anden sort energi platform et andet sted. Og det er jo bare heldigt, så er det en af disse globale tech firmaer har valgt at lave en open source model jeg selv kan købe. Eller jeg selv kan køre på min egen computer, som gør mig fri af deres censur filtre og gør at jeg også kan kigge ind i koden og ikke fordi 

jeg kan forstå den fuldkommen. Men jeg kan godt forstå de overordnede principper. Det er dog lykkedes mig at lave om på et par detaljer her, som jeg gerne ville have 

var anderledes.

Der er noget med Hvordan finder vi handlerum i den globale kapitalismes tidsalder? Det tror jeg lidt af sådan her.

Verdensrevolution sætte sig ned og vente på verdensrevolutionen, og det hele bliver. 

bedre? Men det ville jeg ønske. Jeg håber resten kommer. og jeg håber det hele bliver meget bedre. Men indtil da tror jeg, vi bliver nødt til at prøve at gøre noget ved de brokker og den frihed vi har.

At give frihed til hinanden og tage den frihed de steder, hvor det 

slet ikke var meningen, man skulle 

finde 

[00:42:50] Tomas: Nu er den. altså holdt op. Jeg synes, det er afsindig vigtigt, og det er jo også altså. Kan man ikke godt kalde det digitale hip hop på en eller anden måde. Det er det. Det er jo det der med at. Repurposing, tage de her ting, for vi kan jo ikke. Der er jo ikke andre steder at gå hen, så vi har den verden, vi vi har, ikke? Og 

[00:43:14] Kristoffer: Men den 

[00:43:15] Tomas: at ligesom 

ligesom hacke det og finde sprækkerne. Og så er det jo heldigvis. Det er jo fedt et eller andet sted, at der trods alt er den der open source. Traditionen, der er meget forskel på hvordan den er og sådan noget. Men der er jo et eller andet sted også den. Den mulighed, som du altså bruger, ikke?

Og altså, jeg er jo sådan selv igang med jeg ved ikke hvor meget jeg har fået ud af det i en uge, men altså, det interesserer mig i hvert fald det dér med at også tænke. Altså køre nogle af de mindre open source, bruge modeller og sådan noget, som er netop bare den der større grad af kontrol. Og kan kan altså selv have indflydelse på hvad det er man gerne vil have den til at læse.

Ikke 

[00:43:59] Kristoffer: Jo

netop. For eksempel når jeg har det på min egen lokale, så ændrer de lige pludselig versionen, så den gør noget andet end jeg har kontrollen, så jeg kan vende tilbage og lave flere billeder. Anker 

Jørgensen Fordi jeg kan. Jeg har har skrevet 

ned, hvordan man gør, så der er sådan en ligesom kontrollen over billede dannelsen har man ikke, hvis man bare lejer en model, som de laver om når som helst.

Men jeg synes det er rart, når man ser noget. Det er lidt den også tænker jeg med dette tekstformat til billederne, som er korte. Det er ikke

Twitter, men det er nogle meget korte tekster jeg skriver til, som også er. Folk brokker sig allerede over de for lange, så så korte jeg ikke. Men, men det der med at prøve at finde nogle formater, hvor billedkunst og litteratur kan.

Overleve i platform kapitalismen. Så jeg tror, at mit liv som nu foregår meget af mit i mit Instagram Fit og integrering er på 

mange måder en forfærdelig platform drevet. Nogle forfærdelige mennesker, Men det sjove er 

det også for sådan en som mig, som ikke rigtig har så meget adgang til de store kunstinstitutioner, er en måde at få et masse publikum på.

Det er også 

frigørende. Det er både forfærdeligt, og jeg lokker folk til at blive på en platform, som de burde gå af og så noget. Men, men, det er også. Det er også en måde at sige hej andre, at man kan lave alt muligt bedre. Man behøver ikke tage billeder af sin 

familie og sine børn, og man kunne dele alle mulige andre ting ved hjælp af alle de muligheder, som 

man deler.

Den anden tidlige 

subkultur, jeg var en del af, som var det tidlige hacker miljø. Før internettet, så jeg bær med mig. Også den frigørende drøm om at netværke på tværs. Og altså, når man var sådan en som mig, der voksede op i en forstad, hvor jeg ikke rigtig syntes, jeg 

kunne finde nogen at snakke med, så fandt jeg mine venner i USA, på BBC og forskellige andre steder.

Og den mulighed er der stadig. Under alt det lort, som der findes på de sociale platforme. Man kan stadig 

gøre lidt af det, 

og jeg er ikke nødvendigvis, 

som jeg også antydet før, sådan en, der ønsker mig tilbage til oplysnings monopolernes tidsalder, hvor autoritative medier definerede, hvad vi måtte få at vide.

Endelig er der noget 

med den frie strøm af mange stemmer. Jeg går meget ind, for jeg tror bare ikke rigtig, de har fundet ud af, hvordan vi skal omgås det nu. Og netop at vi bliver nødt til at være bedre, mere, mere kildekritiske, mere billede kritiske, mere tekstkritisk. Det er jo egentlig ikke noget specielt dårligt, og man 

får haft lidt.

Så er der en anden ting, som jeg er rigtig glad for, men det er da også en slags 

folkekunst. Jeg sætter lidt i forlængelse af nogle af Asger Jorns tekster om folkekunst. Der er 

mega mange mennesker, som jeg og mange af dem egentlig ser ikke så meget på andre billedkunstnere for tiden. Jeg ser meget på sådan nogle nørdede subkulturer, hvor de der noget der hedder Kyst, er jeg på Facebook, som er den gruppe, hvor folk deler jeg billeder, der galt.

Der kan man se en hel masse mennesker, der nyder, 

at de danner kroppe, der ikke ligner. I de kroppe, der er på filmplakater, at de laver 

billeder af ting, der ikke kan findes, at 

de laver billeder af ting, man ikke må lave billeder af og det nyder de allesammen at dele den dag. En enorm kollektiv lyst til billeddannelse.

Den ligger ligesom i algoritmen, der jo har suget sindsyg mange privat ejede 

billeder op og laver dem til kollektiv billeddannelse. Der har vi jo en stor diskussion i billedkunst miljøet, hvor jeg er meget splittet. Eller jeg er ikke så splittet selv, men på 

billedkunst miljøet er jeg lidt splittet, fordi skal vi bevare rettighederne, skal vi sige.

Hver gang algoritmen bruger et billede af en kunstner, så skal de betale. 

Eller er vi måske mere på vej over i en borgerløn situation, hvor vi hvor flere mennesker kunne være kunstner og får lov til at udtrykke sig. Også dem som ikke har gået på kunstskole. De kan måske føle fornøjelsen ved at lave billeder og begynde at mestre 

de teknikker og på den måde blive en del af en billeddannende offentlighed i stedet for at 

være aftagere for kunstneres billeder. Det er jo så der hvor Mini jeg ville, allerhelst hen, hvor der var 

mange flere der lavede billeder og mange flere der 

skrev mere end at det var så 

[00:48:17] Tomas: Den. 

[00:48:18] Kristoffer: er der

På den anden side er der det med alle de markedsmodel og billedkunst. Og så til forfattere og alle andre har opbygget De 

rettighedsbaserede. De handler om, at hver gang nogen bruger ens tekster, så skal man 

honoreres, og hvis de bare forsvinder, så er det jo ikke fordi, at billedkunstnere eller forfattere. 

får nogle nye penge.

Så bliver dem der har algoritmerne bare 

pisse meget rigere. Og det er jo ikke en specielt god løsning på noget. Så jeg er lidt på den ene side, så er der noget, der tiltaler mig enormt meget i det der kollektive med, at ligesom hvis jeg skrev altså netop det. Jeg skriver 

tit oven på, at jeg slår op i en cloud PDF Britannica og læser om Frihedsgudinden, og så skriver jeg om på, hvad 

der står der. Jeg skriver tit om på nogle tekster, jeg har brugt. Sådan nogle kan 

stregen sider med at skrive oven på tekster, jeg godt kunne lide, og så ændre dem 

ord for ord for at få den den gode rytme der kan ligge i nogen som 

skriver virkelig godt. Når man ikke selv skriver så godt, så der er en masse ligesom jeg.

Jeg har meget lidt fornemmelse af selv at være særligt kreativ eller finde på noget. Og megen fornemmelse af genbrug. Og folk må meget gerne genbrug mine ting, eller at jeg hellere ville være en del af en fødekæde. Men det gør jo så, at når økonomiske system ikke passer til det, så ved jeg ikke helt, hvad vi gør.

Så der sådan 

lidt frem og tilbage for mig.

[00:49:35] Tomas: Ja, der er virkelig et indbygget paradoks dér. Altså, 

[00:49:38] Kristoffer: Jo. 

[00:49:39] Tomas: jeg har også altid selv haft det sådan, at. Altså ligesom jeg kan. Jeg kan ikke se hvorfor. Hvorfor skulle jeg ikke kunne bruge? Hvorfor er. Hvorfor er det, at det er ligesom låst, ik? Altså hvor? Altså. Jamen, det har jeg svært ved at acceptere, og så må det jo. Må det samme gælde ens egne ting. Men så ender man jo, som du siger i problemet med, at hvis det så bare er, så openai og. Og kompagni, som 

[00:50:06] Kristoffer: Ja, 

[00:50:07] Tomas: scorer kassen. Så er der jo et eller andet galt. Ikke fordi den. Demokratiseringsideen i det og tilgængeligheden den. Det er så netop den mixning tankegang, ikke en copyleft og 

[00:50:19] Kristoffer: Ja, ja, nemlig. 

[00:50:21] Tomas: kunne sige, ikke?

Men det er er skide svært 

[00:50:24] Kristoffer: den anden. del af problematikken, der handler for meget om det med netop mainstream fikseringen. Altså det der med 

at ikke specielt interesseret i at åbne porten for sindssyg mange af ens billeder igen. Så det 

spørgsmål der melder sig Hvordan hæger vi om de små traditioner, og hvordan bliver der plads til sådan nogle underlige billede dannelser, som interesserer mig og den der Fluxus tradition?

Hvordan bliver der plads plads til den? Er der ikke plads til de store globale modeller? Grundlæggende Hvordan bliver der plads til system digte? Hvordan bliver der plads til alt muligt, som der ikke kan være? Det som jeg ser, når når jeg når når der er i udstillinger noget, så er det jo lissom 

den billed masse vi allerede kender fra Hollywood og medierne.

Igen så er der flere flotte mænd og smukke damer og flere drager og. 

Jeg har altid noget kedeligt, noget så sært. Det er en del af det, som jeg synes, at en anden 

side af det er, at det er meget. Og hvis ikke for dannelsen mod offentlighed eller nogen måder at hacke algoritmerne på eller misbruge dem på.

Så tror jeg, at det der sker, er, at alle de små traditioner 

forsvinder, som jeg er. Dem jeg sætter min lid til sådan set som som bærer af infektion, af non konform tænkning og anderledes måder at gøre tingene på. Og det er dermed 

altså den læsning, som jeg tænker. Måske du også er rundet af den dag mod læsning?

Jeg læser denne her IKEA 

manual somom den var litteratur, og jeg nægter at lade mig underlægge den en 

manual. Ligge der en ide om at Læsning også er en 

kreativ og aktiv. 

handling, ikke Den 

Den har ikke så nemme kår, hvis det hele bliver det samme. Og hvis vi allesammen har identiske lækre biografier, der leder helt frem til det, det handler om, ligesom at kaste 

grus i det maskineri.

[00:52:16] Tomas: En.

[00:52:16] Kristoffer: Hvis man kan, jeg. 

[00:52:17] Tomas: Ja, forsøger han ikke og hele den. Det er altså en af de ting, der kan drive en til vanvid, når man prøver at lave ting med forskellige maskiner. Det er jo også den. Ja, man kan både sige æstetikken i det, som. Som du har været inde på. Men, men men også den der etiske filter som som igen er så så vanvittig en kultur bundet og helt absurd nogle gange, hvad det er, at man ligesom ikke kan få lov til at 

[00:52:47] Kristoffer: Ja, nemlig 

 nej. Og det er netop vanvittigt, det der med de 

der kulturelle, at der er nogle kulturelle normer. Det er en en en normativ måde algoritmerne påvirker os på, som jeg ikke 

er specielt positivt indstillet over for, ikke er. Hvordan kan man modvirke det? Det synes jeg er et 

rigtig godt spørgsmål.

Lige nu. Fordi de er der, og de påvirker os. Og 

altså det sjove med at I er også, at det ligesom 

bliver sagt som noget separat. Men i virkeligheden er der inden i min mobiltelefon her meget de samme algoritmer, som bare behandler alle mine billeder uden at sige det til mig. Så alt det jeg tror der er den der Samsung model fra 2år fra 

22 22 som bare kopierede månen når man tog et billede af månen, så man kan tage superskarpe billeder af månen.

Og det gjorde den vel ligesom at have et billede af månen bare i en kopieret, det vil sige månen. Så kan man ligesom bagefter blive i tvivl om så månen Sonne ud. 

Og hvis der skulle ske noget med månen, kan det kamera aldrig Det kan aldrig tage billeder af ændringer i måden, ligesom sådan statisk bagudvendt måde.

Det er noget af det som gjorde at jeg begyndte at arbejde med fortids fiktionalitet i stedet for fremtid, fordi alle de algoritmer var 

baseret på fortids billeder. Så hvis man beder dem om at 

lave noget ind i fremtiden, så er det lige så kedeligt som nu. Hvad ligner set Dune 2, som blev berømmet for sine world building og nye værker.

Det var simpelthen så kedeligt og ikke specielt hitte på som. Det er som om, at man har sat stable definition til at finde på en fremtid, hvor jeg jo 

længtes efter de vidunderlige fremtider. De findes meget mere på kyst. Ej at de findes der hvor 

algoritmerne er på vej hen, 

så der er sådan en ligesom sådan og måske.

For mig en fornemmelse af, at det er et nu, hvor 

algoritmerne er underlige, og det går væk om lidt ligesom de sociale netværk også får mere alt muligt godt under det arabiske forår. Og alle de 

mekanismer har de nu fjernet, så det kommer ikke til at fungere på den måde igen. Så der er ligesom nogle. Når man er med i de der tech ting, så er der ligesom nogle åbnings faser, 

hvor man.

Nu er, der en open source model stadigvæk, altså. Det er sjovt at de hedder Open jeg til at starte med, fordi de 

sagde det hele skulle være åbent og nu er det lukket og 

betaling. Det hele. 

[00:55:14] Tomas: Det holdt ikke længe. Nå. Ja, men altså holdt hjem. Nu får jeg lyst til det. Altså, hvis man foretager sådan et. Et lidt voldsomt spring eller ligesom vender og vender og det vi snakker om 180 grader til at altså til at handle om den måde vi oplever verden på som sådan. Ikke som mennesker, kognitivt, psykologisk. 

[00:55:38] Kristoffer: Ja Ja. 

[00:55:39] Tomas: pass 

perceptuel og så videre. Så syntes jeg selv, at der også er utroligt mange af de ting . Som vi lige har talt om som så må man jo et eller andet sted også kan tale om eller bruge i forhold til. Til det at være menneske. Altså det her med at 

vi. Vi har jo også. Hvad skal man sige? En eller anden? Billede genererende evne, som som på en eller anden måde også har en masse begrænsninger og også har en masse forhistorie og dette. Jeg ved ikke om det er noget du er opmærksom på eller interesserede i, men ja, jeg er selv meget interesseret i det I den forståelse af kognition, som man blandt andet kalder predictive coding og baysean brain og forskellige andre ting.

Der er nogle nøglefigurer som Karl Friston og sådan hvor bare sådan ultrakort. Sagt, så er det en beskrivelse af, hvordan vores bevidsthed fungerer som venner. Sådan lidt op og ned på det man normalt ville sige, hvor man normalt ville sige, at når der er et synsindtryk, og så kommer der nogle fotoner ind og rammer nethinden, og så finder vi ud af, hvad det Så siger denne model. Nej, det er snarere sådan, at vi kaster en hypotese ud. Og genererer denne her verden vores sanseindtryk? Og nå eller eller rettere sagt, når der kommer sanseindtryk, så det er mere end korrigerende faktor. Det er noget, der ligesom hele tiden sørger for at at vi dog har en eller anden kontakt med realiteten, hvis hvis der findes en sådan, er det noget du.

Er du stødt på 

[00:57:23] Kristoffer: Ja forstå. Jeg forstår altså nu lige dem og ikke dem jeg har det fra. Jeg har læst nogle andre teorier om det der med, at når man ser noget, så kommer 80% af 

informationerne fra hjernen til øjet i stedet for omvendt. Og det er vel en anden måde at sige noget af det samme på, og det dermed er i virkeligheden sådan som de synes teorier jeg har kunne finde ud af dem som virker som om de er de mest 

accepterede. Der er jo altid mange forskellige teorier, men den virker som om 

de fleste er enige om det er den vi har. En lille skarp punkt, der 

scanner rundt.

Og Det tager ret lang tid, så er resten hukommelse af hvad den skannede før sat sammen med det vi husker. Så det er en mangel ledet struktur 

mere end at det er fast, og det synes jeg er vildt interessant.

Især fordi at vi nu har 

så en kultur, hvor vi har privilegerede fotos som sandhedsvidner.

tror jeg 

Vi tror der er en tendens til at præsentere synes som om det er det samme 

som foto eller film. Det er det ikke, 

det. Vi har en helt anden måde at se på, og den forskel interesserer mig. 

enormt meget mellem 

vores ideer om, at verden fanges bedst på små rektangulære flader 

og så med den der filtrene dut, som især er rigtig.

Den har noget med. Den vil rigtig gerne sidde fast i 

ansigtet.

Og Den hæfter. Den kører ligesom konturer og sådan. Når man ser den tracet, er det jo en helt anden måde at tænke på, hvordan man er i verden på den anden, men netop hele tiden har hukommelsen med som en del af det, der konstituerer ens syn. Og det synes jeg også peger meget på den fornemmelse, jeg har af verden.

Det har for mig en hel umiddelbar fornemmelse. Ja, det er 

sådan det er, at jeg tror, jeg ser ting, der ikke er der. 

Kender I det eller? Altså ligesom jeg. 

Og ja, nogle gange synes jeg, jeg kan se 

noget bag ved mig. 

Jeg kan kan fornemme nogen er. 

bag ved mig. Alle de der Ting, som der er 

med at kroppen er vi ligesom har på 

en måde.

Det er noget som er underligt ved kunstig intelligens er, at den har sat bevidstheden 

i en lille kasse, som ikke har nogen krop, ikke har nogen hukommelse eller har hukommelse, men en anden slags statistisk hukommelse. Og så siger man Det er intelligent ligesom 

os. Endnu en undring for mig, for det er helt klart en anden slags måde at være 

i verden på.

Den er vildt interessant og sindssyg brugbar. Men jeg vil ikke sige, den tænker på samme måde, som vi gør. Den er vel en helt anden måde 

at være i verden på, og det synes jeg, det er interessant, At 

vi kan begynde at gribe. 

At den er helt anderledes radikalt anderledes end os. Hvad kan vi få ud af det? For vi har fandme ikke brug for mere af os selv.

Vi har brug for noget, der kan hjælpe os med at forstå os selv på en anden måde. Vi kalder Det er det, der med meget mere interesserede kan komme væk fra kopiere os selv og sådan og så hen mod et eller 

andet sted, hvor vi måske kunne lære noget nyt. Og det synes jeg, at jeg har kigget meget på. Nåede tredje scanning, og det er for eksempel, når man scanner et rum.

Så ved man ikke, hvad der er levende og menneskeligt og fod, og hvad der er 

en bror, ben og hvad der er støj og hvad der er fnug. Det hele er bare en continuity nummer. Det er jo på en måde 

en ret smuk måde at se på verden på. 

Ikke som mennesket først. Sådan ser vores syn ikke scanner først, og det hæfter sig enormt meget ved ansigter og symmetri.

Men det der med at 

have prøver af forsiden, at have et syn som ikke privilegeret mennesket, som ser stolen og 

bordet og det hele som en del af os. det synes jeg på en måde er en god mental øvelse. Jeg ved ikke, om jeg rigtigt kan, men jeg kan godt spekulativt nærme mig og tænke Gud. verden.

Det lyder lidt banalt, men det synes jeg egentlig, at mange af de teknologier, de kan give os den slags erkendelser 

af, hvordan vi er i verden, som vi ikke selv kan. 

Det er derfor, de bliver interessante for mig mere end når den kan gengive. Den fotografiske illusion vi har om hvordan virkeligheden ser ud, døde godt da den 

så.

Så for mig er det det brude og de underlige ting og dem når jeg har at man har munde i stedet for øjne 

og alt det som interesserer 

mig en. 

[01:01:25] Tomas: Nu er man så for Søren og altså man får jo blikke. Jeg er helt med på at. Altså, jeg tror heller ikke, at man i særlig høj grad kan sige, at de her forskellige teknologier ligesom. Har særlig meget at gøre med, hvordan vi fungerer. På den anden side, så tror jeg også der er nogle. Altså der er nogle forskellige steder og ikke hvor man kan drage nogle analogier og nogle forskellige dele af teknologierne, som måske er tættere på hvordan hvordan det egentlig fungerer og sådan noget.

Altså det du lige snakkede om. Dermed. Altså sådan nogle segmentering algoritmer ikke hvor man ligesom har det billede, og så går algoritmen igang med at udskille objekter osv. Og det er altså jeg. Jeg er bare i den grad enig. Jeg gentager egentlig bare det du du sagde ikke at det. Det kan man jo virkelig bruge til ligesom at. Lad det slå tilbage på hvordan. Hvad er vores segmentering algoritme og hvad vores måde at konstruere hele det her visuelle felt på? Ja, i går faktisk ikke. Der havde jeg en samtale ligesom denne her med Niels Lyngsø. Hvor vi også var inde på det der med at samle på den slags oplevelser.

Altså de der små oplevelser af, at man ser noget, og så går det op for en. Det var det bare overhovedet 

[01:02:45] Kristoffer: Ja. 

[01:02:46] Tomas: Og så den overvejelse om altså sådan som Typisk udtrykker det. Altså det der med, at når vi kigger. Når vi drejer os og pludselig kigger og har et nyt synsindtryk, så er det ikke sådan, at der er steder i det synsindtryk, hvor der ligesom er et spørgsmålstegn, eller hvor der ligesom er noget, der ikke er udfyldt i forvejen.

Hvis vi ser det med det samme som noget og de der oplevelser, det er bare der er noget frigørende og vigtigt ved det, tænker jeg. Altså man pludselig får den indsigt at at hele. Jeg lavede bare lige det der. 

[01:03:20] Kristoffer: netop skræmmende på den måtte tæt på noget sublimt. Ellers noget for mig. Og det er det, som jeg synes tit. Det sublime finder jeg i de der hverdags underlige oplevelser meget mere end på bjergtoppen. Men det er sådan noget ligesom der er sådan hverdags lighed i den måde, at altså 

jeg plejer at snakke mig om det der med man Kommer hjem til der hvor man bor.

Efter rejser tænker man har det 

hus hele tiden været 

En. at. Af Af eller ikke kan der ikke, da tiden ligesom hvor man er blevet fremmed og det på en måde kan man sige man kan arbejde gå hen mod den fornemmelse og sige jeg vil gerne være fremmede. Jeg vil 

gerne kigge på det, som om det var nyt. 

Det på en måde, jeg gerne ville. Man kan gå væk fra der sige nej, jeg vil helst ikke derhen. Det er ubehageligt. Jeg vil hellere tilbage til det, jeg kender. 

Og der tror jeg det sådan, at mit grundlæggende er at komme hen. Hvis jeg mærker det der med, at der en rødbede, der ligner min mormors næse, så tænker jeg der var den. Vi bliver nødt til at lave noget, min mormor ikke Eller må.

Er der sådan nogle ligesom 

har. jeg går med det, som jeg har fra Salvador Dali? Han har det, der hedder paranoid. Kritiske metode, så er han jo altså 

de der surrealistiske sindssyge optaget af sex på en måde, jeg slet ikke er. Så han ser bare store tissemænd og bryster over det hele. Men selve ideen 

om, at man siger ja til de dér underlige associationer i stedet for at sige 

nej til dem, det synes jeg er den sjoveste omgang med de algoritmer.

Så når jeg snakker om, at det, så er 

det noget med, at jeg synes på måder, at jo mere vi gerne vil have dem til at mime os, jo mere kedelige bliver de. Dec Fordi vi ikke kan få dem til at 

mime os, bare fordi det er sådan lidt kedsommeligt. Hvorfor fanden skal vi lave flere selv? Vi er allerede godt i gang med at ødelægge jorden, og vi 

skulle have nogle andre, som kunne. Og hvad kan vi lære af dem? Så er misteltenen ligesom, og det. er det, jeg kan mærke. Det er jo meget det, når vi snakker om kunstig intelligens. Grunden til at tiden siger kunstig 

intelligens med en 

avanceret algoritme eller sådan noget. Det er fordi 

jeg så gerne ville væk fra den diskussion af. Ligner de os?

Og hen til? Hvad gør de? 

Hvad er de for nogle? Hvad kan vi få ud af dem? Eller sikkert? Det synes jeg er noget af det mad, som er lidt kedeligt. . Altså den klassiske Turing test, som er 

en computer og en person bag et 

tæppe. Hvem af dem er levende?

Du må kun chat 

med dem. Det Er en bullshit test. Er det ikke underligt, at det handler om? Hvor god er computeren til at 

bullshit os? Hvis vi anerkender det som vores intelligens begreb? Det er virkelig underlig måde at tænke på at være intelligent. 

Hvem er bedst til bullshit? Det synes jeg, at jeg ser klart aftrykket af den ide i Chat GB til chat GB.

Det er en 

bullshit maskine, det er det den er lavet. Den er lavet til at overbevise os om at den har et gen, så den tænker. Den er ikke lavet til at udfordre vores måde at tænke på. Den er lavet til 

narres og det er det. Det syntes jeg. jeg. ser i mange af disse ting, at de handler om. Ideen om at mime 

vores måde at være i verden på.

Det kan det da nogle spildte ressourcer på at lave mennesket igen. Altså hvis de skal lave noget, 

nogle helt andre nogle. Og det synes jeg. Når man så 

ser de ting, som de filtrerer fra og fra, så er der fuld af underlige heder og altså 

også alle de. De er netop med. Hvor er det dog Dejligt at se billeder, hvor kroppen ikke er idealiseret, den er asymmetrisk, den mangler eller har bare hænder med færre eller flere fingre.

Det er da en total lettelse og i forhold til de andre billeder, men de bliver taget fra fordi de fejl, fordi ideen er at de skal ligne den græske statue, så det så den er der en slags ide for mig om at gå hen mod det underlige og det tror Jeg 

Jeg kan godt forstå. Også. Jeg er måske ukomfortabel. Men for mig er det et, som jeg tænkte, vi måske skulle snakke med.

Humor. Humor er en vigtig måde at gøre gøre det ubehagelige og ukendte 

til at have med at håndtere for mig. Derfor er der altid en stor humor i det i det jeg laver. Ikke fordi jeg 

gerne vil gøre det harmløst, som tit er det, man siger om humor. Er det 

så uskadeligt? Så har du gjort det til humor. 

Jeg syntes tværtimod, at humor er en værktøj til at arbejde med det skrækkelige og det forfærdelige, at vi ikke kan tænke på og så alligevel kunne kigge på det. det.

er en måde at kigge ind i hvert fald for mig i nogle blinde punkter. netop i forhold til algoritmen, så tror jeg, at det er noget af det, den kunne gøre for os i virkeligheden. Ligesom humoren, så kan den gøre, at vi kan kigge nogen steder hen, vi ikke selv kunne se. Humor og algoritmer hører underlig sammen, og så sagde du bare 

tidligere noget, jeg ikke fik sagt noget til. jeg synes, at hiphop og algoritmer har så meget med hinanden at gøre. 

Altså scratch sampling og så den store masse af billeder, 

der bliver stemplet op eller et sprog. Det er jo altså 

derved Mike Solitude eller hvad de kalder 

det remix 

kulturens ypperste punkter, ideen om det kollektive. I bedste fald, så 

er der enormt meget, der på den måde peger tilbage, og det havde jeg ikke tænkt over før jeg gik igang med at skyde de to ting sammen.

Men det sker fordi algoritmen. Når man begynder at undersøge den og tænker på hiphop, så ser man lighederne og glemmer der, hvor det ikke passer. Og det er jo en del af vores menneskelige syn, 

at vi gerne vil have lighed og 

mønstring. 

[01:08:40] Tomas: Her er der virkelig mange sammenhæng. Bare lige en association til det her med humor. Dan altså da det jo sjovt hvordan at sådan et sådan noget som chatGPT er chokerende god til at forklare hvad der er sjovt ved en vittighed, altså som 

[01:09:01] Kristoffer: har ikke prøvet. 

[01:09:01] Tomas: en som en analysering. I hvert fald de gange jeg har prøvet at have den ligesom.

Fint analyseret snakket om, altså hvordan den nu lige har sagt. Altså måske et real plan er noget andet og dette uventet og derfor sjovt eller et eller andet. Det er den rigtig, rigtig god til. Og så og så omvendt. Hvis man beder den om at finde på en vittighed, er der bare ingen. Er der ikke engang noget, der ligesom ligner. Man kan slet ikke. Og det er jo igen sjovt. Hvordan at. Altså, jeg synes også det er interessant at se på hele historien bag. Altså sådan AI eller hvad vi nu skal kalde det. At det er den fortsatte historie af at hele tiden. Finde en eller anden slags test. Drik nu, ligesom du snakker om Turing testen og så videre.

Altså det der med hvad det skal kunne. Hvad er det, vi for alvor bliver imponerede over nu eller bliver truet eller hvad det? Og det er så fascinerende. Dermed er skiftet hele vejen igennem 

[01:10:02] Kristoffer: Ja fra

skak til 

til Turing til 

at 

[01:10:07] Tomas: ja, jeg skal nok. Jeg tror, jeg har en gammel eller i hvert fald gang læst sådan en gammel science fiction roman, der hedder Colossus eller sådan et eller andet Hvor hvor det her. Denne kunstige intelligens overtog verden. Det var netop altså. Den kunne simpelthen spille så godt skak også. Og nu er der jo ingen. Nu er der jo ingen, der vil. det er jo ligegyldigt. Selvfølgelig kan disse computere og Go algoritmer og så videre selvfølgelig. Selvfølgelig kan de vinde over os, men 

det er Nu er det ikke længere noget, og det er så interessant. På den måde bliver det jo hele tiden historier om, hvordan vi definerer vores egen menneskelighed til til forskel fra fra noget andet. 

[01:10:43] Kristoffer: Jord. Vores forestilling om os selv ting blev vores forestilling om os selv illustreret på en interessant måde og de diskussioner, der er i diskussionen af os selv. Det syntes 

jeg ikke er dårligt. Det er jo bare interessant.

[01:10:55] Tomas: Ja, det er jeg nemlig. Det er nemlig interessant. Men der er bare lige en ting som som. Som jeg tænker jeg gerne lige ville spørge alle dem jeg snakker med om de bare spørsmålet. Sådan et åbent spørgsmål om der er noget specielt du forbinder med det at lære at læse som barn. 

[01:11:15] Kristoffer: At den historie, jeg fortæller igen. Altid skeptisk over for min egen. Men det er den, min mor fortæller mig, når jeg fortæller, at selv fortælle om er utålmodighed. At det handlede om, at vi var i gang med at læse Hobitten 

eller Ringenes Herre. Jeg lidt usikker, og så gad jeg bare ikke vente.

Og så stod jeg op, når hun var gået ud, og så tog jeg bogen og læste videre.

Og så var der den ellers meget fine dobbelt blinde situation, hvor hun godt vidste jeg læste videre, men lod som om. At jeg ikke gjorde, og jeg selv ikke sagde noget, så havde. Da vi nåede til enden af bogen, allerede 

læse den lange tid før, fordi den var så spændende. Ikke så sært. Det er fornemmelsen af, at det trænger sig på, og det er vigtigt.

Og det er nu. Det synes jeg meget, af, sådan som det var til at starte med at læse. Men jeg er ikke en. Jeg er ensom, Jeg er 

ikke en tidlig læser, eller Det tog mig lang tid at lære at læse. Jeg var langsom på mange måder. Har stadig et gen for den den generation, hvor der nok er meget udiagnosticeret for forskellige ting. Måske er en lille smule ordblind. 

Ellers sagde jeg har ikke et specielt nemt 

forhold til sprog, har aldrig haft det. Jeg synes ikke det er nemt at skrive. Jeg synes ikke det er nemt at stave, men det tror 

jeg på måde efterhånden jeg syntes er det interessante ved at omgås sproget er at jeg ikke synes det er nemt.

Altså jeg har et problematisk forhold, skal jeg hilse. Hvorfor nu sonden og hvad? Hvorfor den konvention? Hvorfor skal du 

skrive det? Og hvorfor ser de 

bogstaver sådan ud? Og den, der spørger ind til det, det tror jeg ligger helt grundlæggende i det med, at det ikke var nemt at lære at

læse. 

[01:12:56] Tomas: Jeg syntes i hvert fald selv bare altid det interessant lige at høre. 

[01:12:58] Kristoffer: Og jeg var da heller ikke noget at tænke over, før du har spurgt.

[01:13:03] Tomas: Og så vil jeg lige hurtige fordi at. At der kan jo være nogen, når det begynder at ryge ud. Så det både på youtube, med med video, men men også som podcast, hvor det kun er lyd og. Derfor vil jeg lige. Prøve kort at sige, at når jeg kigger på Christoffer her, så er der ret mange måne. I det ansigt, jeg ser, er en mund i panden.

Der er måneder, hvor man typisk forventer øjne, og der er også måne på kinderne og en mand på på hagen. Og ja, det ville jeg bare lige sige. Så måske. Jeg ved ikke om det fungerer, klipper det ind i starten eller 

På den anden side synes jeg også det er meget fedt ikke at bemærke 

[01:13:52] Kristoffer: jeg tænkte, at du var vildt cool, fordi folk plejer versene, hva? Hvorfor det? Hvorfor sagde han? Hvorfor ser du nu sådan ud? Jeg var egentlig tænkt, at det var ret sejt, at du bare sådan lod som om, at jeg havde løjet. Lige her virker det ikke? Kan du ikke? Altså ligesom jeg kender den anekdote med med der lige?

Der tager til New York, og tiden som rent politisk sker, bærer han et kæmpestort fly og laver sit mustache og går ad skibet med verdens største fly. Og så er der ingen, der lægger mærke til ham, fordi New York er 

vildere, end der nogensinde kunne være. Da jeg havde jeg Jeg havde mit eget lille da lige øjeblik der, som er super

fin. sige det. Det hænger sammen med hele det med det biografiske og modviljen mod at blive til sådan et talking head, in front of a bookcase, som er meget 

kunstner til han. 

[01:14:43] Tomas: A. R. Ja, men det er også svært at vide hvordan. Hvordan skal man gøre de der ting? Jeg synes jo bare, det var fedt, at jeg var. Jeg var bare spændt på, hvad er. Så er det ligesom 

[01:14:52] Kristoffer: Da kommer han med denne her og. 

[01:14:55] Tomas: stort krops hovede eller hvad det 

[01:14:58] Kristoffer: Nå, men jeg har det med at klæde mig ud, når jeg optræder. Det er også min måde faktisk at anonymisere mig en lillebitte smule på. I alle de mange billeder, der cirkulerer i det, der vil ledsage dig 

på LinkedIn, eller hvor det nu. HJØRRING. 

[01:15:12] Tomas: ja. I hvert fald siden før i tiden Ikke er jo mænd, men hvad hedder det? Jamen altså bare tag noget som forfatter portrættet. Den genre er eddermame også 

Men men altså. Jeg vil egentlig bare sige tak altså. Og virkelig mange tak. Hold da kæft! Jeg synes altså virkelig det var sådan en god

[01:15:34] Kristoffer: Og det er godt at. 

[01:15:35] Tomas: at høre 

høre fra dig og 

altså vi kender jo ikke hinanden. 

[01:15:38] Kristoffer: Nej, nej, overhovedet ikke. 

[01:15:40] Tomas: nogen måde. Og jeg havde en voldsom jeg selvfølgelig. Prøvede ligesom at søge lidt og kiggede rundt i dine ting, men. Altså jeg har stadigvæk ikke den store idé om jeg anede ikke hvordan 

at du ligesom vil det. Altså, jeg vil bare sige. Virkelig fedt. Jeg syntes, at det var så spændende . 

[01:15:59] Kristoffer: men

for mig er dette også en del af min praksis. 

Altså netop når man laver alt det jeg laver. Og 

jeg vil så sige, at du ikke mit eneste. Jeg tror 

jeg vil kalde mig selv den kunstner, som alle i den lokale kantine ved hvad laver

med ham eller ved hvem der har mindst ideer om hvad laver. 

Det er sådan en slags position 

jeg indtager frokosten.

Nej, der sidder er kompliceret, 

men jeg ved ikke hvad kan den det handle om? Det er 

typisk det, folk siger mig, ville jeg gætte på.

Behovet for

Og der kommer jo så behovet for at prøve at blive 

bedre til at forklare det. En som er det som dette, er 

for mig. Jeg prøver at vise, at jeg ikke bare gør, men også kommer ud af nogle.

Overvejelser. Det er rigtig vigtigt at få muligheden for det, så er jeg virkelig glad for. Og så tænker jeg fordi jeg har læst din tænk og kender Øverste Kirurgiske og sådan noget, Så tænkte jeg, at du godt kunne forstå, 

hvad jeg lavede. Jeg tænkte der var en masse ting jeg syntes jeg kan læse i din praksis som som ikke er så langt 

fra hvad der interesserer mig en. 

[01:16:57] Tomas: jo, jeg vil sige, at efter og efter samtalen, så det er altså kun blevet mangedoblet. Altså du har simpelhen så mange ting du siger at du interesserer dig for. Eller du slår ned på, som virkelig vækker og vækker genklang hos mig, så

[01:17:10] Kristoffer: Jamen så kan man sige 

netop Jeg har jo været interesseret i, at det ikke hedder kunst om AI 

og derfor er det ikke altid så synligt, at jeg har de interesser. Hvis du tager

Trådløse al min kritik af trådløse netværk foregår via krebs. Det gør det, at jeg prøver at smugle det ind, så folk snakker om det på den måde.

Det gør det også virkelig svært for dig at identificere udfra hvad laver den krebs? Det er en tradeoff 

mig. 

[01:17:35] Tomas: Jamen, det 

for nemlig. 

Og nu for eksempel hip hop projektet. Det har jo den karakter af, at det til Så Det er bare væsentlig nemmere at formidle og forstå. Og hvor mange af de andre projekter, som også nogle gange stammer fra nogle steder, og hvor det ligesom er noget dokumentation af det man ser.

Og sådan er det bare. Det er tit svært 

[01:17:55] Kristoffer: det er det bare. Det er sindsyg opmærksom 

på. Det er ligesom det spil jeg spiller mellem de to poler, fordi retten til at 

være underlig og samtlige og marginaler lave ting som alle ikke interesserer os 

for. Det er ligesom på den ene side meget det, som jeg gerne vil have lov til ikke at lave om De 4 emner, som alle laver om i år i Kants verden.

Og så på den anden side behovet for at være en del af en offentlighed. Hvordan forhandler man det? Der 

står jeg midt imellem de to 

skal prøve at finde ud af. 

[01:18:27] Tomas: ja, ja, men altså mange, mange tak. Jeg

[01:18:30] Kristoffer: Og tak for at komme ned forbi og 

drikke en kop kaffe. Hvis du i 

København. 

[01:18:35] Tomas: Det vil jeg rigtig gerne. Håber virkelig vi får lejlighed til at snakke en anden gang og glæder mig til at se flere af dine ting osv. Nu har jeg ligesom rigtig mange indgange til det. Så 

[01:18:46] Kristoffer: Og tak Tusind tak. 

[01:18:49] Tomas: Cool. Jeg 

[01:18:51] Kristoffer: Men tusind tak og tak for interessen. 

Tryk på stop. Vi snakkes forhåbentlig ved at sige til, når den er på vej ud, så 

jeg ved jeg kan sige win. 

[01:18:59] Tomas: Lige præcis. Jeg sender en mail eller noget. Tak skal du 

[01:19:02] Kristoffer: Tusind tak. Hej. 

[01:19:03] Tomas: Hej.