Kasper Levin er gæst i episode 7 af Om det hele og resten. Kasper har en baggrund i psykologi og filosofi, og har været tilknyttet Roskilde Universitet, men er pt. selvstændig forsker. Udgangspunktet for samtalen er spædbarnet.

Kasper fortæller om hans psykologisk-filosofiske interesse i begrebet “sensus communis”, altså fællessansen. Spørgsmålet er blandt andet om spædbarnets oplevelse mon er “oceanisk” (med Freuds ord), og synæstetisk – dvs. er et udifferentieret hav af sanseoplevelser. Ligesom der måske ikke er den store forskel på “mig selv” og verden for spædbarnet, er der måske heller ikke skarpe skel mellem sansemodaliteterne, synet, hørelsen, følesansen og så videre. Kasper taler om sin interesse for det synæstetiske og tværmodale i sansningen og hvordan dette knytter an til kunst, bevægelse og filosofi. Bevægelse er i det hele taget centralt for Kasper som en form for sansemæssig kvalitet der ikke kan reduceres. I samtalen er der fokus på hvordan vores opfattelser af perception kan være kulturelt betinget, og hvordan vi har en tendens til at “naturalisere” de måder vi tilfældigvis har lært at se verden på. Det peger også i retning af en omfattende metaforkritik. Det hænger så igen tæt sammen med Kaspers arbejde ift. børn diagnosticeret med ADHD og hvordan andre måder at være krop i verden på, såsom dem der udtrykkes i den dansende kamsport capoeira, udfordrer typiske forståelser. Hen mod slutningen diskuterer vi om vores opfattelse af det indre liv, og selve den forestilling vi har om “et indre” også er kulturelt og historisk betinget. Vi runder også AI-revolutionens potentielle betydning for hvad vi kan tænke og hvordan vi tænker – for at vende tilbage til et gennemgående motiv såvel i samtalen som i Kaspers forskning, nemlig hvor vigtigt det er at anerkende neurodiversitet, se det som en ressource når det er muligt, og være kritisk overfor den snævre (og naturaliserende) funktionelle forståelse af hvordan vi er mennesker, som det naturvidenskabelige paradigme ofte anlægger. Kunst og æstetik kan bruges som en form for terapi, men når vi tager kunsten alvorligt, må den også at informere selve den videnskabelige tilgang og dens til tider klichefyldte metaforik.

Produktion: Tomas Thøfner Musik (“Moment forever”): Kalle Esbjørn Thøfner. Læs mere på omdethele.dk Og poesi.dk