(Transskriptionen er autogenereret og indeholder derfor mange fejl)

episode4KUNLYDPODCAST

[00:00:00] Tomas: Jeg kunne ikke sove, og det handler om noget med at se bag om det, jeg tror, han kalder verden for os. Jeg lå selvfølgelig og tænkte på det hele. Verden kunne også være på en anden måde. Da jeg endelig faldt i søvn, flyttede væggene sig udad. Rummet blev større og større. Vi kunne også være følsomme over for radar eller magnetisme.

Jeg var ikke til at få øje på. Det, der var, var et netværk af forbindelser. Altså det der med at have en fornemmelse for noget andet på bagsiden. Tanker og slet ikke tanker. Det at sprog modeller konfronteres med noget, som vi godt ved er en matematisk funktion eller fornemmelser af tal. Fysiske processer.

Verdens algoritmer. Godt spørgsmål. Mit navn er Tomas Thøfner, og du lytter til om det hele og resten. Jeg skal. Et godt spørgsmål. Denne gang taler jeg med professor i kunstig intelligens Anders Søgaard. Det kommer sgu bare på en måde grundlæggende bag på mig, at man kan være 42 år og endda fucking professor på Københavns Universitet og forstås så lidt af det, som fysikere, biologer eller folk, der studerer dyr, tager for givet.

Nøgleord for samtalen. Af sprog modeller. Verden som den er. Og at gøre verden større.

Inden jeg siger velkommen til Anders Søgaard, så har jeg lige et par meddelelser. For det første, så var optagelsen denne her gang et teknisk switcher. Der var ikke noget, der ville virke. Alt der kunne gå galt, gik galt. Mange tak til Anders for stor scene lignende tålmodighed. Heldigvis viste det sig, at Anders lyd og billede var helt okay, men min lyd var ubrugelig, så jeg har måttet rekonstruere mine spørgsmål. Hvis der er nogle underlige heder under vejs, så ved du hvorfor. Og så en servicemeddelelse om det hele har fået en automatisk telefonsvarer. Det vil sige, nu kan du ringe med kommentarer og spørgsmål og risikere at komme med i podcasten. . Det behøver ikke kun at være spørgsmål, det kan også være kommentarer, strøtanker, anbefalinger, filosofiske vittigheder, poesi, pludselige indsigter. Det hele er velkomment. Tanken er, at det kan blive en lille sektion i podcasten. Nummeret er 77 34 2024, altså 7 7 3 4 2024.

Du kan også gå ind på om det hele DK og læse mere. Og som det sidste inden vi hører dialogen med professor Anders Søgaard ved at synge den velkendte sang Like og Subscribe. Det her er den fjerde episode, og det har været en kæmpe fornøjelse at lave de fire første. Jeg lærer hele tiden en masse fra gæsterne og også med hensyn til selve podcast håndværket.

Hvis du nu er bare en lille bitte smule glad for det hele. Så ville det være meget påskønnet, hvis du liker og skriver alle de steder du kan. Det er sådan noget med at følge podcasten i Apple Podcasts eller Spotify. Like og subscribe om det hele YouTube kanal. Denne podcast findes jo både som lydpotte cast og på YouTube, hvor man kan se hvem der snakker.

Vær med til at sprede glæden ved det hele. Del links på de sociale medier, snup familie og venners mobiler og sæt podcasten på og så videre. Det har bare virkelig stor betydning, når man laver sådan noget her. At nå ud hver ny lytning jeg ser i statistikkerne, det gør mig bare glad og giver mig ny energi og lyst til at nå længere med dette podcast projekt.

Jeg glæder mig vildt meget til de næste 997 afsnit er om det hele og resten. Slut på servicemeddelelser. Velkommen til. Om det hele og resten. I dag er jeg utroligt glad for at have Amager Søgård som gæst. Anders er født i 1981, og han er professor i kunstig intelligens ved Københavns Universitet. Han er også digter og forfatter, og allerede det peger på en af de mange ting, jeg gerne vil spørge til.

Det er jo noget, man typisk vil opfatte som et sammenstød. Altså, man kunne sige mellem poesi og programmering. Hvordan kan det overhovedet være i det samme menneske? Men lad os starte med at høre lidt om, hvad Anders arbejder med som professor. Vi kan nemt gå ud fra, at dem der lytter til om det hele og resten er velorienterede og intellektuelt nysgerrige.

Men derfor er det jo ikke sikkert, at man har masser af begreber om, hvad en professor i kunstig intelligens laver. Så hvis du nu sidder. Til en af de fester, du syntes, du hellere måtte gå med til og borddame eller bordherre. Han spørger hvad du laver. Hvad siger du så?

 Klar, at det er blevet en lille smule lettere i hvert fald end for 10 20 år siden, fordi folk nu har nogle referencepunkter, kan man se.

[00:06:14] Anders: I forhold til kunstig intelligens. Jeg har arbejdet med sprog modeller især, dvs. jeg har arbejdet med den form for teknologi som chat debattere og lad mig to. Og termerne af den slags er eksempler på det, som jo, kan man sige er forsøg på at sætte computere i stand til at producere tekst i stor skala så intelligent som muligt.

Altså i virkeligheden at gøre ting med tekster. Ofte som input. Og også i stigende grad producere tekster som som output. Det kan være ting som talesyntese, maskinoversættelse, automatisk reservering af dokumenter. Det kan også bare være noget med, at du ved at sortere e-mails i relevante kategorier for store virksomheder, der modtager mange e-mails og alt muligt.

Det er virkelighed med alt, der har at gøre med computere og. Tekst, og det sidder vi godt på ude på Institut for Datalogi. Men noget af det er selvfølgelig. Kunstig intelligens og maskinlæring er et spørgsmål om at udvikle algoritmer, der er det, vi i virkeligheden gør? Så en måde at tænke på sprog, modeller og sprog teknologi i det hele taget.

Vi vil lære funktioner og matematiske funktioner fuldstændig ligesom i i folkeskolens nogle fag. Slim Explorer står. Vi lader bare funktioner fra nogle tal repræsentationer af tekst til nogle tal repræsentationer af tekst. Så i virkeligheden, sådan set fra computeren synspunkt, så lære vi funktioner, som tager nogle tal ind som input og smider tal ud som output.

Fuldstændig ligesom i folkeskolen. I modsætning til for eksempel med Yi er det ikke et tal og et output i hvert fald i min folkeskole. Så tror lige inden vi blev færdig med at iklæde sig noget. Temaet for EX kom ikke kommercielt, hvor der var måske to eller tre variabler som input i en funktion. De funktioner, som vi lærer typisk titusinder eller hundredtusinder af input tal og titusinder af 100 tusinder af output tallene, som er repræsentere noget tekst, og det kan være mere eller mindre naivt.

Det kan være sådan noget med, at et tal svarer til et ord. Det kan også være noget med, at tally eller ord bliver repræsenteret som punkter i et eller andet koordinatsystem. Så allerede i folkeskolen når vi plottet de funktioner efter Excel MX 2. For eksempel, så kan man plot den i et koordinatsystem, hvor der da ligesom er skæringspunkter.

En hældningskoefficient som definerede hvor linien lå. Alle eksterne blev til punkter på den linje. Og på samme måde, så er inputtet i disse funktioner, som vi arbejder med nu også på en måde punkter i et koordinatsystem. En måde man kan tænke på. Det med at lære funktioner fra sprog til sprog er, at vi i virkeligheden finder en måde at fordele en masse sprog i nogle koordinatsystemer.

Så tager vi de punkter, hvor det her sprog ligger, hvad enten det er ord og fraser eller sætninger og lægger nogle funktioner fra det til nogle andre punkter, som vi så igen kan fortolke som sprog. Så en interaktivitet? Når man taler med that can be til, så bliver tekst oversat til nogle punkter, og de punkter de bliver præciseret er nogle funktioner.

Jeg er. I virkeligheden er alle de store modeller funktioner fra en numerisk repræsentation af sådanne tal. Repræsentation er en samtale op til et eller andet tidspunkt. Funktioner fra det til en tal. Repræsentation er en mulig fortsættelse, og det er en fortsættelse af sådan et ord af gavlen. Så det vil sige det, der sker, når man taler med en supermodel, er, at man besidder en funktion så generelt sproget eller et ord eller nogle gange kun et morfemer, altså halvdelen af et ord.

Og så skyder det ligesom det om i konteksten. Altså kombinationen af den samtale, der er mellem dig og chatbotten indtil nu og bruger funktionen en gang til. Til gengæld er det næste ord en eller anden til at tage generelt næste år, indtil den genererer et eller andet, som er. Kan man se et internt signal til at stoppe, og så får du nogle senere igennem.

Og så kører funktionen gerne med. Så ville vi sidder og lave de her matematiske funktioner og områder. Det er super nørdet og så er den algoritme agtigt. Og så er der selvfølgelig også noget især i vores gruppe, som er tværfagligt. Størrelser som jeg jo ikke tæller. Jeg har læst lingvistik, filosofi og lidt matematik.

Sådan lidt forskelligt og på Forfatterskolen og det kan man også godt se på. Kan man have en gruppe af folk, som vi har sat sammen. Så der er alt fra psykologer til samfundsforskere til sprogfolk og en masse få ingeniører og dataloger, som som også bekymrer sig for, hvad disse størrelser er for nogen, hvad de gør ved os, der taler med dem, og hvad de gør ved samfundet i bred almindelighed.

Så vi sidder også ligesom og prøver og kan. Men hvordan kan vi for eksempel få den her teknologi til at være cirka lige god for os alle sammen, altså på tværs af forskellige sociale grupper? Jeg ville gerne holde fast i det matematiske eller tekniske. Bare lige et øjeblik.

Sådan for at tjekke min forståelse. Et neuralt netværk. Det kan man tænke på, når der kommer nogle tal ind i den ene ende og ud i den anden ende, kommer der nogle andre tal og så netværket. Sådan et system af vægte, så tallene sendes videre rundt, når de overskrider nogle tærskelværdier. De forøges eller formindskes og sendes rundt i dette netværk.

Det syntes jeg ikke er så svært at forestille sig. Men når man så gerne vil lære de her netværk noget, så handler det jo om, at man gerne vil have, at det, netværket gør ved tallene, giver mening for os. Altså vi giver måske netværket et tal, der repræsenterer et billede af en hund, og ud kommer tal. Vi har besluttet os for betyder hund eller hamster eller zebra?

Til at begynde med, så er det tilfældigt, hvad netværket giver af resultater, Men så skal det trænes. Det skal lære. For eksempel give tal, der betyder hund, hvis input billede er et billede af en hund, ikke. Så skal man jo justere de her vægte. Og det er vanskeligt at forestille sig. Altså, hvordan i alverden regner man ud, hvilke knapper i netværket det er bedst at justere, for at det kommer længere i den retning, vi gerne vil have det?

Det er her den såkaldte back propagandaen algoritme er central. Ja, men det også kan man se. Det er den del af vores arbejde, som ikke ligger i folkeskolens matematik pensum for selve dem kan man sige matematik der gemmer sig 1 1 sprog. Model er sådan set bare plusser gange og rigtig meget af det. Men funktions estimeringen er altså det vi bruger de neurale netværk til at finde ud af.

Hvilken funktion skal den have? Rummer den i virkeligheden? Hvad er det udtryk for? Det er desværre sådan, at vi gør det, selvom vi gør det i folkeskolen. Vi fik nogle opgaver, hvor vi fik præsenteret nogle rækker en portal, et 2-3-4 og nogle afbud tal 11, 12, 13, 14, og så skulle vi finde ud af hvilken funktion.

Tog os fra det ene til det andet. Der bruger vi selvfølgelig vores intuition eller. De gik allesammen igennem én efter én og fandt ud af, i hvilken funktion kan tage os fra fra det ene til det andet? Det er det nu bare. Netværk er gode til dem, og det er rigtigt. Det hedder neurale netværk. Det er virkeligheden, fordi det er den lille smule mere komplicerede funktioner end bare snagen for ex lege med ex +2 i den forstand at der er mange funktioner som tager hinandens output som input på samme måde som man gør det i folkeskolen og i gymnasiet.

Havde funktioner der ligesom kunne redigere ex lige fr x + 2, altså som 2 x output og så lægge to oveni. Og i virkligheden er det her netværk der refereres til. Neurale netværk er en masse funktioner der sender signaler videre til hinanden. Øen er relativt let at estimere variablerne, som tager dig fra noget input til noget output, når det bare gælder en enkelt funktion.

I hvert fald hvis dataene er linjer, som altså bliver stillet til per simpel funktion. Når man begynder at koble alle disse funktioner sammen, så bliver det ret svært at finde ud af, hvilken vej man skal skrue alle de her variable. Fordi at det hele hænger sammen. Så hvis man skruer et sted, så påvirker det ligesom alting alle mulige andre steder.

Backpacker bagagen er en algoritme som i virkligheden blev opfundet i luftfart til at regne ud af hvilken hvilke ruter flyet skulle tage. I luftfart fik men som gør det muligt, kan man ligesom at sende fejl signaler frem og tilbage det neurale netværk, som man så klog som muligt, skruer de variable man man skruer på i den rigtige retning.

I starten når man lavede neurale netværk, så brugte man en lidt anden teknik, som man kalder for hækkeklipning, hvor man i virkeligheden bare sådan fandt en overordnet retning, gik den bare indtil man ikke kunne komme længere og så værktøjet man har prøvet, om der var et andet sted man kunne komme hen, som var endnu bedre, men en meget mere tilfældig afsøgning af dette mulighedsrum.

Når vi taler om neurale netværk i den størrelsesorden, som man bor i i dag, så er det sindssygt afgørende. At gå så meget som muligt i den rigtige retning, fordi mulighedsrum er så enormt. Det tager i forvejen rigtig, rigtig lang tid at træne det her neurale netværk, og vi kan man se, er alle mulige grunde, både økonomiske og på grund af klimaet.

Så har vi brug for at lære af de her modeller så så let eller så effektivt som muligt. 1. Jamen herligt. Så tænker jeg, så har vi ligesom en indgang til os, det her spørgsmål om de to kulturer. Du taler både om matematik og statistik algoritmer. Som jeg udtrykte det i starten Poesi og programmering Vi kunne have tale om semantik og syntaks, følelser og intellekt, krop og sjæl.

Det fysiske ord for det psykiske. I gamle dage kunne man ligefrem tale om det mandlige over for det kvindelige, og man kunne fortsætte i de spalter, og man kunne lave nogle meget lange spalter og sætte ord for hinanden og det sammenstød. Hvis vi nu tænker på det som to forskellige måder at gå til verden på eller forstå verden på.

Hvordan oplever du det? Hvordan mødes du, når du kommer med begge dele? Og hvordan hænger det sammen i din egen bevidsthed? Jeg tænker det må nødvendigvis være noget du er stødt ind i på mange måder. Jeg er jo. Og der er selvfølgelig. Som du har været, og som du også har afdækket i dit eget arbejde. En masse idéhistorisk kan man sige krydsfelter og tidspunkter, hvor forskellige traditioner har mødtes på digterne, som brugt matematik som en del af deres værktøjskasse osv.

Jeg tror så for mange år siden blev jeg spurgt af Forsker Forum om nogenlunde det samme. Dengang var min historie ligesom, og det tror jeg var lidt rigtigt, at der i virkeligheden ikke var nogen sammenhæng. At jeg så mere personligt havde brug for. Det kan man sige, at de to spor i mit liv ikke hang sammen.

Altså fordi det på en måde gav en, gav mig en risikovillighed. Jeg turde satse lidt mere af det ene spor, fordi jeg havde et andet at falde tilbage på og turde satse med et andet spor, fordi jeg havde det først at falde tilbage på. Og jo mindre sammenhæng, der var mellem de to ting, jo mindre ville alt det lort, jeg lavede i det ene spor, ligesom påvirke det andet spor.

Så er der sket meget siden. Dengang var jeg også nu i en delt stilling mellem antologier og filosofier. Har fået lidt mere lejlighed til at tænke over, hvad fanden det egentlig er, det handler om. Det der med sprog, modeller og hvorfor det så? En ting er, at jeg. Tror at den teknologi som. På trods af alle de udfordringer den stiller os allesammen overfor verden overfor lige nu og rummer en masse muligheder der helt klart.

Gode grunde til at tænke, at dette er den teknologi som at demokratisere mad, og som hjælper en masse ordblinde og blinde folk syd for Sahara med at få lige så meget adgang til information, som vi andre måske i højere grad har haft historisk set. Men jeg tror ikke, det er det, det handler om. Jeg tror måske, denne historie ville fortælle i dag, hvis for FORSKERforum spurgte og nogle udspørger i virkeligheden.

Jeg tror måske, det bliver tydeligere for mig, at disse to spor i virkeligheden handler om løftestang. Og det handler om noget med at se bag om. I det, jeg tror kan kalder verden for os. Vi er født ind i en måde at se verden på. Et verdenssyn, som er betinget af vores biologi og også betinget i et eller andet omfang af vores kultur.

Og vi bliver født ind i verden og tænker, at mor det vigtigste i verden. Vi er tyvendedel til at ligge mærke til i øjenkontakt og sociale fællesskaber og varme og mad og alt muligt. På trods af, at der ligesom er en fysisk virkelighed, der tromler af sted derude, hvor molekyler er billeder af kugler, der banker ind i hinanden, er fuldstændig ligeglade med din mor.

Og den dér diskrepans, der er mellem den pragmatiske virkelighed og det, vi er styret af. Måske kalde det den psykologiske virkelighed, Men. Og så det mulighedsrum, der ligger bag ved verden, kunne også være på en anden måde. Vi kunne også være følsomme over for radar eller magnetisme og ikke lysbølger eller nogen andre lysbølger end dem, vi ved.

Det der med verden kan være på den anden måde, er videnskaben med til. Viden skal være med til at åbne nogle sprækker i den biologiske verdens forståelse af et biologisk kulturelt verdensforståelse. Og det er poesi for mig også. Altså, det er virkelig en måde at få sådan en fornemmelsen af et friheds rum, som ligger ud over den pragmatiske virkelighed, og som ligger ud over den historie, der hedder.

Du får den i hvert vindue har en funktion som er Send dine gener videre og vær iøvrigt en god far, en god kæreste og alt muligt, som jo bare på en eller anden måde nogle gange klinger lidt hult. Altså det der med at have en fornemmelse for at der er noget andet på bagsiden og det. Det kan matematik.

Nogle gange kan fysik. Nogle gange kan filosofien nogen gange. Kunstig intelligens kan det også. Vi snakker om hvordan. Og så tænker jeg på si for meget. Kan det men jeg er ikke den første, der taler om kunst på den her måde, da lige taler om det der med kunsten som noget, der nedbryder alle vores forventninger til verden og og viser, der er et alternativ på den anden side.

Og sådan har jeg det nok også lidt, tror jeg. Og på den måde er det i virkeligheden tror jeg alle sammen sådan et forsøg på. At mærke vinden blæser på den anden side af mine. Praktiske, realpolitiske virkelighed er utrolig spændende, synes jeg. Også den udvikling eller den bevægelse du beskriver. Altså jeg kan ikke lade være med at sige, at for mig da er det helt utroligt afgørende, det her med at have begge sider med og prøve at få det til at stemme overens.

Altså vi taler jo også om, kan man sige, det manifeste billede af verden, ikke det naturvidenskabelige. Eller. Som du sagde med med kant, ik? Altså det nominelle. Hvad er der bag alle vore sansninger og indtryk? Hvad er der bag alle fænomenerne, som de optræder for os? Men også det der med, at vi har et sprog om det og de sprog eller eller de udtryksmuligheder, vi har.

De befinder sig ligesom i hver deres sprog flade. Altså helt forskellige dele af leksikonet, og jeg har fundet ud af, at jeg er meget motiveret af at forbinde de dele. Altså, jeg tror ligefrem noget som denne her lille podcast. Den handler simpelthen om det på en måde. Og for at vende tilbage til altså for at sige det helt.

Simpelt ikke. Så poesien jo typisk forbundet med følelser og med mening osv. Ikke hvor algoritmerne og matematikken. Det kolde tal. Og Fakta kommer til at tænke på. Morten Søndergård har en tidligere digtsamling, der hedder Ild og tal. Og det kan jo være endnu en måde at sige det på, og sådan som jeg hører dig.

Så er du alligevel i. Men større og større grad. I en proces, hvor du ser dine forskellige indsatser som udtryk for det samme. Som udtryk for den samme bestræbelse. Er der nogle steder, hvor du faktisk skriver? Altså som professor og skriver som digter? Er der så nogen steder, hvor de falder endnu mere sammen?

Altså hvor du føler, at det er virkelig det samme, det du beskæftiger dig med? Ja, det tror jeg. Man kan sige det. Da jeg tror der mange steder, hvor der sker sådan et sammenfald. Der er både noget som er praktisk banalt. Kan man lægge mærke til at have baller på væggen, så hænger der et billede, som er forsiden til den bog, du lavede med Morten Søndergaard.

For 20 år siden Var det brugt kunstig intelligens eller maskinlæring? I hvert fald nogle Marco modeller til at generere nogle tekster baseret trænet på jeres egen tekst og genereret nogle nye tekster. Når man bruger kunstig intelligens i kunstnerisk produktion, så taler man jo ind i en tradition, som går i hvert fald tilbage til surrealisterne og esterne og måske også længere tilbage.

Hvor folk har brugt tilfældigheder, maskiner og alt muligt andet til ligesom at overskride det der associations rum, som er givet af vores biologiske, kulturelle, betingede måde at se verden på. Der er nogle bestemte rytmer, bestemte reaktioner, som falder naturligt, når man sætter sig foran en hvid skærm eller et stykke papir.

Og da er kunstig intelligens også et værktøj på samme måde som det at slå med terningen eller bygge stumper i tilfældighedens maskiner til at undersøge nogle nye mulighedsrum, nogle nye koblinger. Og det er klart, at teknologi kan også være en måde at visualisere eller simulere andre måder, verden kan være på.

Og lige så skræmt man kan være over augmented reality og reality. Og så byder der sig også et mulighedsrum til der, som jeg kan godt forstå fascinerer mange af mine. Koncept kunstnere, venner eller mere visuelt orienterede kunstnere bekendtskaber. Men der er også noget med selve det der møde med kunstig intelligens, at sprog modeller konfronteres med noget, som vi godt ved er.

En matematisk funktion ændre story. Der er ikke andet end tal derinde, der kun plusser gange. Og så er det alligevel en teknologi, som vi i hvert fald tilsyneladende mestrer rigtig meget. Det som vi har set som unikke menneskelige, altså det der adskiller voksne fra børn. Det der adskiller os fra alle de andre arter på jorden, det karse.

Sproget er det unikt menneskelige, og det er bare helt vildt svært at argumentere for, at man ikke har nogenlunde styr på sprog. Og det udfordrer selvfølgelig også vores selvforståelse, at det måske for det første ikke er det, som er særlig interessant med mennesker, men også at selve de kognitive kapaciteter i virkeligheden kan forklares ved hjælp af nogle relativt simple mekanismer.

Der er masser af kompleksitet ind til at gribe tingene. Men selve dynamikken i det er super super simpel. Altså de fysiske love der roder inde i tasken er virkelig simple. Det er plus og gagging det er selvfølgelig interessant, fordi det piller ved vores selvforståelse. På samme måde som filosofien kan gøre det på samme måde, som kunsten kan gøre det.

Og når jeg er der. Så er der ikke så stor forskel på. Mit næste møde ift. At skrive digte. Mit næste mål er at skrive en filosofisk tilgængelig eller. Eller et ja. Eller arbejde med kunstig intelligens? Det er uhyre spændende med de her begrebsliggørelse. De her to spalter eller måder, som vi. Kategoriserer verden på.

Og det tænker jeg også i forlængelse af det, du lige sagde, at hele det her møde med den intelligens med den kunstig intelligens revolution. Måske kan betyde, at vi kan komme til at ændre på nogle af de spalter.

Jeg synes også, at det lå i det, du sagde at. At der kan ske sådan en ændring af denne begrebsliggørelse og en ændring af de kategorier. Sådan, at det unikt menneskelige, det essentielt menneskelige. Altså det har jo i mange situationer været identificeret med Intellekt. Intelligens. Med ånden på den måde.

Og så har man haft sådan en skala, hvor den ene hvor den rene intelligens er det højeste, ikke? Og det kunne jo, som du siger, være være Deckard, der kunne repræsentere den position. Og det er sjovt, fordi. Som du siger, så får man nærmest en oplevelse af, at det er jo en ret banal ting i en vis forstand.

Denne her sproglige intelligens, Det er relativt nemt. Okay. Der er mange dimensioner i de der beregninger. Men det er bare at køre den maskine. Altså hvad tænker du mere om det? Lad mig sige med sådan en meget fjollet formulering. Altså skal vi tænke på mennesker som noget i stil med en hund med taske BT monteret ovenpå.

Altså jeg ved godt det er lidt fladt billede, men forstår du hvor jeg vil hen? Hvordan slår det tilbage på selve oplevelsen af? Og selv på mange måder. Fordi så en ting.

På en måde, så tænker jeg mødet med kunstig intelligens har lidt. Sådan altså. Det er en del af en overordnet historie, som måske starter hos. Kopernikus og Galileo fortsætter med Darwin. Og måske Einstein ikke som i virkeligheden overordnet set bare handler om, hvor lidt vigtige vi er i forhold til det, vi som udgangspunkt tror, og måske også hvor meget eller hvor lidt adskilt vi er fra den verden, vi går rundt i.

Ja, ikke menneskelige ting. Hvor meget vi i vores kompleksitet ligger i direkte forlængelse af kompleksiteten i den fysiske og biologiske verden, vi er en del af. Så er der nogle, kan man sige, tekniske muligheder i den her teknologi som her, som også på en eller anden måde perspektiverer os. Altså på samme måde som derved i hvor stort universet er.

Det kan få os til at føle os små. Så er der jo også noget med. Så allerede nu er neuronerne i nogle neurale netværk her. De flyver 200.000 gange så hurtigt som vores. Hvis du forestiller dig at møde et menneske, som opererer 200.000 gange så langsomt som dig selv. Så vil det være ligesom at forsøge at snakke med et træ og for eksempel en af de ting, som kunstig intelligens altså tydeligt gør i vores begreber om intelligens, for eksempel afhængig af tid.

En fantastisk russisk novelle, som handler om jeg har glemt, hvad den hedder, men den handler om nogle antropologer, som finder to statuer i en ørken. Og hvis man ikke kan finde ud af, hvad de to statuer de laver midt i ørkenen, så udbryder der krig i det land, de bor i. De har to antropologer. De skal melde sig i hæren.

Så fire år efter vender de tilbage til deres forskningsprojekter. Den her krig, Den er slut. Og vender tilbage til disse to statuer, og så kan de se, at de har bevæget sig. Og hele pointen med, at det så er en eller anden. Hvad hedder den slags rumvæsener, som bare opererer i en helt anden tidslig dimension?

Og dette tankeeksperiment bliver super let at lave, når man er konfronteret over for en teknologi eller konfronteret med en teknologi, som opererer helt løsrevet af den måde, vi oplever tid på organiseret virkelighed. Virtual Reality tilbyder også en masse muligheder, som vi ikke har haft før. En filosof, som engang skrev en artikel, der hedder Hvordan er det at være en flagermus?

Det har filosoffer brugt meget tid på at tænke over og også tænkt som sådan en sådan ting, vi aldrig rigtig ville kunne forstå. Og et argument for subjektivitet er, at der er noget unikt at udrette. Se bare i vores, kan man sige subjektive oplevelse af virkeligheden. Lige nu så arbejder alle de her virksomheder, som arbejder med sprog, modeller og gener, også kunstig intelligens i bred Middelhavet på at lave en direkte interface til hjernen er i deres AirPods.

Så de forskellige firmaer gør det på forskellig måde. Men, men, men, hvis man etablerer. Den interface, så er det måske ikke så vanvittigt at forestille sig, at man kan få vores neuroner til at reagere på sonar eller på udfaldet. Hvad er det? Infrarød eller ultraviolet så er der også. Det er også en teknologi, der potentielt giver adgang til noget, der ellers har ligget udenfor verden for os.

Som kan kaldes en. Ja, og det sætter det virkelig på spidsen, ik? Og understreger den måde vi er i verden på. Altså både det der med vi en del af det. Der er ikke så stor forskel. Vi er en del af de her fysiske processer. Men også det, at man bliver stillet over for, at alting egentlig kunne være anderledes.

Du sagde selv noget lignende tidligere? Ikke? Det her med vores sanseapparat kunne være anderledes. Og så videre. Vi kunne opleve verden på en helt anden måde. Vi kunne kategorisere den på en hel anden måde. Jeg havde. Lige forleden en samtale med en billedkunstner, der arbejder meget med generative billede modeller.

Kristoffer Ørum. Dog var vi også inde på det her med, at det bliver et et blik. Hver gang vi ser et billede nu, så kan vi se det første punkt. Det er det her med, at det kunne være genereret, fordi vi kan ikke. Vi kan ikke længere se forskel. Det har vi forstået. Eller det forstår vi snart ihvertfald ikke.

Men det næste spørgsmål, det bliver det her med, at det åbner op for at det hele kunne være anderledes. Det kunne være mikset anderledes. Det kunne være behandlet anderledes. Det kunne sanses anderledes.

Jeg tænker på de interview, jeg har hørt med dig, hvor du er inde på. Spørgsmålet om for eksempel farveblinde eller mennesker med andre handicap, der ændrer deres sansning. Og der henviser du til til Hvidsten Stegen, som siger, at den farveblinde aldrig vil kunne forstå disse farver, aldrig vil kunne bruge farve ord på en ordentlig måde.

Da sagde du så, at forskningen viser, at det går egentlig helt fint. Og det kan man jo også forstå i tråd med sprog modellerne. Det er jo netop det her, at sprog modellerne. Egentlig ikke har nogen modeller af verden eller nogen repræsentationer af verden, der i hvert fald ikke direkte puttede nogle modeller ind.

Men der kommer nogle ud af det. Man kan orientere sig geografisk i de her modeller, man kan orientere sig i, farve rummet osv. Simpelt hen fordi der er tilstrækkelig med information i det sprog materiale man har puttet ind til, og at disse modeller kommer ud af det inden. Jeg tænkte, at du kender jo helt sikkert Frank Jacksons gamle tankeeksperiment.

Meri Meri ved KOL sagen? Ja. For dem, der ikke skulle kende det, så er Mary en farve forsker, der har tilbragt hele sit liv i et sort hvidt rum og kun kender til farver gennem videnskabelige tekster. Ja, sådan en ret bizar opvækst, og hun må have haft nogle ret mærkelige forældre, men hun har altså kun oplevet sort hvid.

Men hun ved alt, hvad der er at vide overhovedet om farvers fysiske egenskaber, kemiske egenskaber, perceptionen af egenskaber osv. En dag. Endelig efter mange år, så får Mary lov til at forlade det sort hvide rum og ser for første gang farver i den virkelige verden, ikke? Så argumenterede Jackson oprindeligt for.

Jeg siger oprindeligt, fordi han skiftede mening ikke siden hen, men det er sådan set lige meget nu. Jackson argumenterede for, at Mary faktisk lærer noget nyt i det øjeblik hun træder ud og ser en rød tomat. Hun lærer noget nyt. Hun lærer, hvordan det faktisk er at opleve rød, og hvordan det faktisk er at opleve denne her verden af farver og.

Konklusionen på det kunne så være, der findes viden, som ikke kan reduceres til fysiske facts. Og det er jo det, der er kendt som nøgle argument. Og så tænkte jeg bare spørge Det kan godt være lidt unfair spørgsmål, men hvad tænker du om det? Hvad er din løsning på den historie?

Så måske for lige at bygge bro? Og giv mig selv en lille smule tid til at tænke over meriter, så man kan se en diskrepans eller sådan et gab mellem at sige de her spor modeller. Det er bare funktioner og så den oplevelse vi har, når vi sætter os ned og taler sprog model. Disse modeller de lærer implicitte nogle repetitioner af sprog, det vil sige, når de når de, når de vil chatte, debattere, siger kat eller spisepinde.

Så det kan man sige i forhold til en eller anden model af, hvad en kat er. Spørgsmålet er, hvorfor de her modeller hedder modeller af verden, hvor flere repetitioner er verden. Det giver på denne måde ikke mening, fordi det eneste vi nogen sinde har bedt om, er i virkeligheden bare være den funktion, der forudsiger det næste ord ud fra en kontekst, dvs.

en anden måde at tænke på det på, er vi det eneste, vi prøver på at lære dem i virkeligheden og med møje ser? I det her tilfælde internettet, fordi vi smider dumps af internettet efter en sprogvurdering. Og bare for at give en intuition om, hvorfor det sker. Så. Plejer at bede folk om at prøve at forestille sig, at de står på et eller andet Christianshavns Bibliotek og skal lære alle bøger på kredsens bibliotek udenad.

Det ville vi bære. De her de har sprunget eller om bar endnu mere data. Men allerede præcis også biblioteker er nok til, at de fleste mennesker, de ikke kan huske udenad. Så hvis jeg vækker dig klokken 3 om natten, når jeg læser en passage, så vil du ikke være i stand til i gennemsnit at fortsætte en passage en tilfældig bog.

Nedenfor kan du starte nogle ting. Så hvis vi har for lidt hukommelse, hvad kan vi så gøre? Hvad Vores strategier for de små modeller har nemlig for lidt hukommelse. Det kan godt være de har milliarder af parameter, men vi smider dumps af internettet efter dem. Det vil sige trillioner af ord eller tusinder af milliarder af ord.

Det er slet ikke kommet så langt. En lille ting man kan gøre en strategi man kan lære sprog for. Hvis du kender det, så er der noget på spil butik. Så er der nogle bøger der skrevet på arabisk er det nogle er skrevet på dansk, hvis du forstår dansk, men ikke arabisk. Så det er lettere for dig at lære de danske byer at kende, fordi du vil prøve at lære tilfældige karaktere sekvenser.

Men du kan bryde tingene op i ord. Hvis du kender dansk grammatik, så er der også ret mange ord, som vil være forudsigelige kontekst. Så hvis du kæreste bogen styrker deres grammatik, Hvis du kan vokabularium ordforrådet, så er der rigtig meget du ikke behøves at huske, fordi du kan gætte det. På samme måde.

Hvis du ved noget om verden, så er der rigtig mange sætninger, som du i virkeligheden kan. Fortsætte, fordi billeder med bestemte steder. Selvom vi taler om udsagnsord eller navneord, så er der bare et begrænset antal muligheder, som passer rigtig godt med det, vi ved om verden. Hvis jeg siger Thomas er lige gået ud af, så er det næste ord nok døren, fordi det typisk er det, vi går ud af.

Vi går ikke ud fra det, så vi går ikke ud af mobiltelefoner. Vi går nogle gange af planker, men det. D. Kandidat sættet er lille, så det vidner om en verden, der vidner om, at sprog er supersmart.

Og det interessante kan man sige ved det her med, at man kan komme fra bare det og forsøge at gætte, hvad det næste input er til forståelse af verden og evnen til at være synlig for omverden. For det er de modeller, de bliver brugt til bliver brugt til. Kan man sige. Når en supermodel ikke ved, hvad hovedstaden i Polen er, så prøver og kan man, så kan vi så finde værktøjerne fra Tyskland og finde ud af, hvor bandens værktøjer er.

Så kan man, hvis vi nu går i den samme retning fra Polen. Så kan det være, at vi finder en by, som har nogenlunde den samme betydning, altså dens form inden for Randers. Laver disse sprog modeller inde i deres koordinatsystemer så at sige. Og det giver kun mening, hvis de har koordinatsystem, og de afspejler nogle fysiske forhold ude i verden.

Det vil sige sproget eller andet, sætter sig selv i stand til at gætte ting, hvor de ikke har husket træningsdata nok til eller se træningsdata nok til i virkeligheden. Opleve det som noget de har kan indlejre.

Det. Vi ved, at menneskelige hjerner er menneskelige hjerner. De forudsiger hele tiden, prøver hele tiden at forudse det næste, der sker, dvs. når jeg rejser mig op af sofaen, så har jeg allerede en model for, hvad der kommer til at ske, når jeg vender hovedet over og kigger over i hjørnet af rummet. Så tror vi, at alle hader det.

Lyset der flyver op i vores frontale cortex eller danner sig et helt billede baseret alene på sanseindtryk, men i virkeligheden kan se der sker, hvis man prøver og monitorerer hvad der sker i hjernen. Det vi primært forudsiger, hvad der sker, når jeg vender hovedet, altså kommer til at se. Og det er i virkeligheden kun de signaler, som afspejler, eller som afviger meget fra det, der er min forudsigelse, som nogensinde når op i min frontale cortex.

Så vi ved ligesom hjernen. Den er tunet til, fordi det adaptivt fra naturens hånd. Teller prøver at forudse det næste, sker det nemlig supersmart, så man undgår trafikulykker og den slags. Hvis man kan forklare rigtig mange af de der kognitive kapaciteter, som filosoffer og psykologer har været interesserede i i mennesker at leve ud fra den mekanisme, så er det interessant, fordi det gør, at vi lige præcis kan forklare rigtig meget af det, som man har bøvlet allermest med i filosofi og psykologi.

Jeg skal nå til jeg skal nå så Mary. Ja, men du sender. Ja, der er bare så vildt mange spændende ting her, og det er svært at nå ud langs alle tangenterne. Jeg synes det er enormt sjovt med de filosofiske tanke eksperimenter. De nærmest udførte konkrete ting. Altså, jeg tænker på. Søde kinesiske rum.

Og så som vi talte om mareridtet Kolde scientist, altså de her abstrakte, urealistiske forestillinger, som bare var var filosofiske tankeeksperimenter. Jo, de er mere eller mindre blevet bygget. Altså i sprog modellerne. Ikke at man kan tænke på dem på en helt anden måde, når man inddrager dem.

Og så sprog. Modellerne er nærmest både. Madrid kalder sin test og serves kinesiske rum. Så både Sørens kinesiske ord og Marie Jacksons cover af stregen er jo noget, man kan tage med rigtig længe, for ligesom at skitsere så i hvilken retning jeg går, når jeg tænker de her ting så. For det første så er.

Perception. En kompliceret historie er meget mere kompliceret end som Aristoteles, så mange andre filosoffer har gjort det. Vi er på mange punkter udstyret med meget mere end fem sanser og de sanser, vi har. De blander sig på alle mulige måder, så ideen om Cavalier ideen om, at dine associationer, når du ser noget, der er grønt eller rødt, er lidt anderledes end mine, giver sådan set god mening også uden at man behøves at abonnere på bevidsthed eller noget som helst andet end at det som kan man sige, når hjernen går igennem en masse afhængigheder i de processer der præciserer vores hvad hedder det vores sanseindtryk, som på mange punkter kan adskille sig.

Der er rigtig mange ting i både når man træner sproget, og når man træner en menneskelig hjerne. Som som er i sådan en søgning mod i et komplekst landskab mod nogle steder da Gore ligger der ikke noget der taler for at vi allesammen skulle ende. Kan man sige præcis det samme sted i det landskab? Så der kan sagtens være masser af subjektivitet uden bevidsthed ved subjektivitet betyder bare, at vi adskiller os en lille smule fra hinanden.

Så den der oplevelse af, at der er noget, noget ekstra og noget urealiseret bare til det, som vi kan sætter på formel, når vi taler om det. Med vores diskrete sprog er sådan set ikke som jeg ser det, et argument for at sige, at der er noget, der ikke kan reduceres til det fysiske. Zeus kinesiske rum er der mange udfordringer med.

En af de store udfordringer er. Jeg sørgede abonnere på en forestilling om, at for at forstå noget, så skal man nødvendigvis være bevidst om at forstå det. Så på en måde, så bliver bevidsthed, spørgsmålet og forståelse spørgsmålet blandet sammen i dette tankeeksperiment. Tankeeksperimentet superkort er, at sproget så behøver argumenter for, at kunstig intelligens og sprog modeller af den slags ikke er muligt, Hvis man tænker det som noget, som semantisk skal forstås på.

Og det tankeeksperiment, som han tilbyder, er tankeeksperiment, hvor han forestiller sig selv stå i et lukket rum uden adgang til verden. Bortset fra en brevsprække, der sender input ind, og en brevsprække, der tillader ham at sætte output i det, der kommer ind. Kinesiske karakterer, indrømmer han, kan ikke tale kinesisk, men til gengæld har han en parlør agtig manual, som han bruger til at svare på de beskeder, han antager.

Han kan gøre det så godt, så det set udefra ser ud som om, der er en, der kan tage kinesisk ind i rummet. Men han har stadigvæk den søde oplevelse af ikke helt at forstå, hvad der foregår. Der er rigtig mange problemer med det her tankespind, men blandt andet også ideen om, at man kan. Hvad hedder det?

Beskrive det der skal til for at være en god kinesisk sprogbruger i en endelig manual. Sprog er regressive og. Komplekst på alle mulige måder, som gør det svært at kondensere sprogligt viden i form af en parlør. Men, men det er heller ikke helt sikkert, hvad det er, han ikke nødvendigvis føler, han kan tale kinesisk i virkeligheden er et argument for.

Det lyder mere som et argument for, at der der for noget, der har noget at gøre med bevidsthed, mere end at have noget at gøre med forståelse. Jeg tror, det i hvert fald teoretisk ikke giver god mening at adskille de to ting så meget man kan. Jeg tænker, at man kunne også bruge det, du tidligere talte om med tid, altså relationen til tid.

Når vi tænker på forståelse, så er det jo noget, der foregår i den tid, vi er vant til. Men den proces, der skulle foregå i det kinesiske rum, ville svare til, hvad der foregår i de store sprog modeller. Og ikke så vist. Hvis det skulle fungere med denne parlør, så personen i rummet kunne kommunikere det rigtige, så vil parlør en være kolossal stor, og det vil tage hvad vi i 100 år lige på sitet og give et svar.

En af de rigtig fede ting ved at arbejde med kunstig intelligens, som jeg tænker, da jeg først for nylig opdaget, at jeg deler det lidt med nogle af de dyre kommunikationsfolk, som er den litteratur, som jeg først for nylig har opdaget i stedet for at arbejde med kunstig intelligens. Man bliver nødt til hele tiden at stille spørgsmålstegn, hvad vi egentlig mener med de begreber, som vi bruger til at analysere verden.

Så hvis man taler om, hvorvidt sprog modeller forstår, hvorvidt sprog modeller endda kunne blive bevidste. Hvorvidt de har egen side, hvorvidt de kan intenderet noget eller sætte sine egne mål, så noget ikke. Så bliver det meget, meget hurtigt tydeligt, når vi metz the road, at begreber som udgangspunktet er dårligt defineret.

Og det er jo også derfor, vi har brug for at gå til disse filosoffer. Vi har brug for at bygge bro. Ikke at filosofferne altid helt har styr på disse begreber, men de er dem, der kan massere noget længst tid. Og så kan vi ligesom en periode Hvad Hvad skal der til for at disse begreber giver mening? Når vi taler om sprog og mange af de samme problemer, har folk, som er interesserede i dyr været konfronteret med.

Fordi hvis man skal afgøre om en hund er bevidst eller ej, så skal man for det første have styr på, hvad præcis man mener med bevidsthed, men måske også sørge for, at de der begreber, de ikke har alt for meget bagage med, sådan at begreberne som udgangspunkt giver mening for andet end mennesker. Sådan er der masser af metodiske overvejelser, der ville have været super inspirerende at læse.

Hvad skal. Jeg ved ikke, hvad det hedder solo eller biologer, der arbejder med dyrs kognitive formåen. Jeg har haft og siger det ja, og hvis vi bare lige hurtigt skal en anelse mere ind på det der med bevidsthed. Vi har allerede været inde på, at der har været en historisk tilbøjelighed til at opleve bevidsthed som en en ting, der er knyttet til til intellektet.

Men i virkeligheden er der alle mulige aspekter af det. Altså i min egen personlige sådan funderet om bevidsthedens gåde, så bliver jeg mere og mere overbevist om denne måde at tænke om det på, der siger, at bevidsthed har meget lidt at gøre med det intellektuelle, men til gengæld har at gøre med følelse.

Altså i den forstand, at det jo er jo simpelthen følelser, der er problemet, eller at det er følelse, der er spørgsmålet. Det er jo det smerter gør ondt. Som er sagen, der føles og føles, ja, som er sagen. Alt det andet er jo, hvad skal man sige. Noget der bare kan repræsenteres. Men hvordan kan vi repræsentere det, som rent faktisk opleves?

Her, så det vigtigste. Smerte gør ondt for nogen af jer, så det kræver jo at man har. Nu kan jeg huske det hedder nok især 2’ere eller sådan noget i den stil. Altså de nerver der ligesom forbinder den reaktion, der allerede spørges med, men med det allerinderste som som så kobler de to ting. Smerter er utroligt afhængig af vores forudsigelse af, hvad der kommer til at ske i verden.

Der er et fortolknings element, som er enormt afgørende, og det tror jeg vil være min strategi for hvad du ser. I forhold til bevidsthed er det et begreb, som. Som I jo virkelig er. Altså selv ud fra filosofiske standarder et relativt dårligt defineret begreb, som nogle filosoffer er sådan lidt nervøse for at give sig i kast med, fordi bagagen er meget bagage, og grundlaget er en lille smule tyndt.

Men det er det som regel, kan man se. Opløses i forestillinger om introspektion, altså en eller anden form for.

Adgang til mentale tilstande og repræsentationer er vores egne mentale tilstande. Nogle vil kræver det en privilegeret adgang. Altså har man introspektion. Hvis man ser en hjernescanning af sig selv, har man måske ikke en anden form for. Intern adgang til disse tilstande så introspektion. På den ene side noget med denne subjektive oplevelse, hvor det hele ligesom er smasket sammen med alle de sanseindtryk og følelser på én gang.

Altså det som Jackson refererer til som kvali. Og så er der andre, som fremhæver aspekter omkring egen side og det at kunne lægge planer og intentioner. Og man kan sige, at kunstig intelligens. Vinklen, så er der faktisk meget, meget langt tilbage. For ikke at tale om neurale netværk som som introspektion.

Altså som på en måde kan læse interne repetitioner af netværkets egen tilstand og reagere på det. Et klassisk eksempel er en filtret Schmitt Hooper, som i 91 skrev en artikel om neurale netværk som som keder sig og er nysgerrige. Hvor det ligesom var, kan man sige, implementerede man direkte. Det var sådan en form for neuralt netværk, som kunne afsøge forestillede neurale netværk, der hopper rundt på et skakbræt, skakbræt og de forskellige skak brikker.

De er forbundet med pointer, som man får lige som to point for at møde tårnene og minusset fra en bonde eller slot. Og dette neurale netværk var sat i verden til bare at få så mange point som muligt. Når man opdager at noget giver +2, så kan man jo ligesom blive ved med at hoppe derhen og få en masse point på den måde.

Hvis man gør det, så er der dele af skakbrættet, som man aldrig får afsøgt, så derfor. Disse neurale netværk var udstyret. Med sådan en kan man se evnen til at aflæse sin egen uvidenhed om, hvad der foregår på en anden del af skakbrættet og reagere på det. Altså søgende, afsøgende strategi, som i virkeligheden var en funktion af noget, den anden netværkets egen uvidenhed.

Og det omtaler man som introspektion. Og jeg tror, det er en form for introspektion, som i hvert fald. Kan man sige trækker nogle definitioner af introspektion i bevidstheds litteraturen. Det der med indiansk planlægning er jo også noget, som kunstig intelligens miljøet har været meget optaget af. Altså, hvis du beder en supermodel om den korteste vej til Helsingør, hvordan kan man så sikre sig, at den der plan hænger sammen med, at der er en overordnet plan om at nå til Helsingør, og at alting ligesom peger i samme retning?

Det med det subjektive, den fænomenale bevidsthed, som som altid er optaget af kvaler, er typisk ikke en ting, som kunstig intelligens så optaget af. Præcis fordi det næsten per definition ikke tjener nogen funktion. Det er ligesom alt det, der ikke er funktionelt er hypotesen, som jeg forstår det hos Schaumann, og de folk, der taler om den slags bevidsthed om det er historie alligevel er selvfølgelig godt.

Spørgsmålet om det er der interessant problem, eller det i virkeligheden bare er. Kan man sige en. En forestilling som gøres, at dette er noget, som har en særlig rolle, og som i øvrigt er koblet til til digte og alt muligt. Det er jo et åbent spørgsmål, da der er mange filosofier om, hvorfor det ville være i menneskers interesse at abonnerer på sådanne forestillinger om subjektivitet.

Men så føler vi os da i hvert fald en lille smule særlige, hvis vi ser verden lidt anderledes end alle andre. Men om og om, hvad det reelt bunder i, tror jeg bedst. Kernen siges at være et åbent, jo et åbent spørgsmål man kan måske forestille sig vores sprog, om det altså er en af grundene til, at det bliver ved med at være svært at få helt på plads.

Det kunne være, at det sprog vi har om det, er bebyrdet med hele historien. Sådanne filosofiske fejltrin Ikke alle de her kategoriseringer vi har foretaget op igennem historien. Og der er brug for at. At dette system bliver fuldstændigt brudt op, så det kan udtrykkes på Nyeng. Jeg synes i hvert fald at. At det har karakter af at være et problem, hvor man hele tiden kan syntes, at man nu er lige ved at få det på plads, ikk?

Men det er det bare aldrig helt. Det bliver ved med at ikke sådan helt stemmer overens, og jeg oplever meget det. Det er et sprogligt problem. Jeg tror du peger i en interessant retning. Vi starter med at snakke om det der med gabet mellem vores biologi, kulturelle oplevelser af verden og så den fysiske virkelighed, der ligger bagved.

Det er klart, at hele vores sprog, vores begrebsapparat er tunet ind på den pragmatisk i virkeligheden biologisk kulturel virkelighed. Og jeg tror. En muligvis fair måde at karakterisere det her. Man sætter kvalitet er. Også på en måde som et restprodukt. Det er skæl, der er mellem vores vores viden om altings mekanik og så vores forsøg på at tale om det i det sprog og begrebsapparat, som er betinget af det biologisk kulturelle.

Det er spændende. Jeg ville også lige spørge, og jeg ved, at vi ikke kan nå at snakke om det, men jeg er nysgerrig nok til at spørge alligevel. Altså nogle af de ting du var inde på her på det seneste, peger i retning af, hvad der også omtales som predictive coding. Vorbasse En brand. Med en nøglefigur som Karl fristeren, der taler om frie energier.

Princippet er et begreb, jeg synes er uhyre interessant, fordi det ihvertfald giver én mulighed for at forestille sig, hvordan man kunne nå frem til og koble denne her beskrivelse af nogle fysiske lovmæssigheder. At koble det sammen med nogle optimerings processer, som set fra en anden synsvinkel begynder at være sådan en optimering af et system, som så kan beskrives som tænkning eller informations på en anden måde.

Jeg ville bare høre om. Om, om disse ting også er noget du du følger. Det er noget, der interesserer dig. Altså fæsteren og kompagni. Ja, bestemt bestemt. Og meget af det, som som vi laver blandt andet på filosofi ligger, ligger ikke klart i eller flugter med den forskningens retning, som folk som først når at klargøre, hvorvidt den slags har stukket ud.

Grunde til tesen om, at en af de primære ting, man får ud af at have en hjerne, er evnen til at kunne forudsige, hvad der sker i det næste øjeblik. Eller i hvert fald en af de ting, som vi forsøger at bruge vores hjerner til. Der er grundlæggende ikke ideen at tage det som et præmis og se hvor langt kan man komme med det er der meget rigtigt.

Så er der alle mulige. Kan man se detaljer i de forskellige historier, som man kan købe ind på eller lade være? Men, men, men. Den overordnede idé er, at rigtig meget højere kognition i virkeligheden er et resultat af vores behov for at kunne forudsige, hvad der hvad der venter lige rundt om hjørnet, tror jeg er.

Man kan komme langt med i hvert fald én. Det viser sig, at det er blevet et lille tema i podcasten her. Jeg snakkede med flere både Niels Lyngsø og Kristoffer Ørum og nu Niels Lyngsø. Han går meget op i meditation nu og billedkunstneren Kristoffer Ørum. I begge samtaler. Var vi inde på det her med, at man ser noget, og så et øjeblik efter går det op for én, at det var det bare slet ikke.

Det var bare noget, jeg producerede. Og det er bare så fascinerende. De oplevelser, hvor man ligesom får lov til at se noget mekanikken ikke? Man får lov at se bag om hvordan tingene foregår. Helt sikkert og vist. Hvis videnskab er en kunst og hinanden, så er meditation måske den tredje ting. Det gjorde jeg.

Det er vildt fedt. Jeg synes simpelthen det er vanvittig spændende at snakke med dig og at høre fra dig. Men vi skal jo til at runde af, og som en afslutning tænkte jeg på at vende tilbage til dit personlige udgangspunkt. Det er et spørgsmål jeg stiller alle dem jeg snakker med på podcasten. Og det er et spørgsmål, der handler om, hvordan du har oplevet det her med at lære at læse.

Hele den proces med at komme ind i skriftsproget. Hvordan lærer du at læse? Har du nogen erindringer om det her med at lære at læse? At kunne læse, At være læser? Godt spørsmål.

Jeg skulle. Et meget godt spørgsmål. Til er vokset op i en. Familier, hvor der var, som mine bedsteforældres generation er ufaglærte, og min mor var første generations akademiker og læse litteratur. Men allerede hos mine bedsteforældre, så var bog bøger ligesom en ting, som havde en særlig plads, så der var mange af dem.

Jeg har. Altid kan man sige holdt af at læse, og jeg tror, det har været en krykke i forhold til sådan. Den lave oplevelse af at. Men der. Meget lille i et meget, meget stort univers og måske også fedtet lidt ind i en måde at se verden på, som ikke, som man måske godt har en fornemmelse af, ikke helt giver mening at forestille sig, at man ihvertfald havde sådan en.

Der var sådan en hypotetisk boghylde man kunne placere sig på der op og ligge lidt i tråd med. Men noget så basalt jeg tror bør have været sådan et.

Sted jeg lige nu er det orienterede mig mod i forhold til at kan udvide mulighedsrum og udvide mit eget begrebsapparat for at kunne rumme det at være menneske, og at det ikke giver nogen mening at vi skal herfra igen endda. Den, og den tror jeg den røde trøje havde før. At jeg fandt på, at militæret ligesom selv fik nogle værktøjer til selv at prøve på at gribe bolden?

Så så er jeg enormt glad for, at der var de der bøger der hvor de kom fra. Hvad end der var intentionen bag, at de var der, så var det sådan. Stedet hvor man lige kunne gå hen og få få flyttede murene eller sådan få gjort rummet større. Og det tror jeg. Skulle nok være ret taknemmelig for. Og det er jo den gave vi giver hinanden.

Altså en af de ting, som også er interessant i forhold til kunstig intelligens og intelligens. Begreber og den slags staver vi, når man. Når man spørger er denne her supermodel. Denne her, dette stykke generative kunstig intelligens er et intelligent. Så sammenligner man dem med et fiktivt menneske. Myten om et menneske som nogen, der er død.

Vi kan jo allesammen noget matematik, og vi kan noget sprog, og vi kan noget. Og i virkeligheden så er der jo ikke nogen af os, der kan matematik eller sprog i den forstand, at vi kunne opfinde det, når vi er for svært. Altså virkelig. Vi bygger jo allesammen oven på hinanden og lærer i virkeligheden bare nogle koder til ligesom om at manipulere den kollektive viden.

Noget som er meget, meget lettere end at konstruere den der kollektive viden, så vi kan vi kan klare os ret godt med matematik uden helt at forstå matematik. Vi kan klare os ret godt med sprog uden helt at forstå sprog og så videre. Og da er det jo et unfair game, kan man se på kunstig intelligens, som på en måde skal opfinde det hele lidt fra scratch.

Men, men, men bøgerne er jo også bare. Kan man sige. Et af de steder, hvor man meget effektivt kan også udover den andedammen man nu tilfældigvis er født i, kan gå hen og få et indtryk af, hvor andre folk de har skubbet mure derhen. Og det bliver jeg stadigvæk overrasket med. Jeg vil lige fortælle, at jeg er begyndt at læse bøger af folk som beskæftiger sig med dyrkning af jorden og lidt mere biologi og lidt mere sikkert noget.

Og det kommer sgu bare på en måde grundlæggende bag på mig, at man kan være 42 år og endda fucking professor på Københavns Universitet. Og så forstås så lidt af det, som fysikere eller biologer eller folk, der studerer dyr, tager for givet. Altså, der er så meget viden bliver akkumuleret, som vi ikke individuelt har adgang til.

Og det er jo selvfølgelig i øvrigt også en af formålsparagraffen for kunstig intelligens. Altså at videredistribuere den viden og gøre den mere tilgængelig. Og noget af det der demokratiske potentiale. Ikke fordi, hvis jeg ikke har sådan noget viden, jeg ikke har adgang til qua mit eller mit job og den position jeg har, så er der rigtig mange, som har adgang til endnu mindre.

Og hvis man kan være med til at gøre den viden tilgængelige på samme måde som søgemaskiner til en vis grad har gjort dem, men i et endnu mere spiseligt format. Et format, hvor man kan snakke med sin viden så at sige, og få det præsenteret af forskellige data og modaliteter, så tror jeg virkelig man kan skabe noget mobilitet i verden, som er interessant, så vi allesammen kan.

Der er oplevelse af, at rummet er en lille smule større end vores biologiske, kulturelle, pragmatiske navigations krav. Ingen. Super fedt. Og det vil jeg så. Høre om dine grunde metaforer? Ikke i hvert fald i denne time. Det her med at flytte væggene ud gør rummet større. Tak skal du have. Det var en udsøgt fornøjelse, og som du måske ved, så refererer tit til området af Mortens bog, og jeg var så glad for min, at den omkring jul.

Det var Marianne. Men det sjove ved det gamle alting er også hvad der er sket i historien. Så føler man jo som resten. Første spørgsmål var, hvor mange diskussioner og. Hvor mange trak? Jeg håber meget, at den lejlighed. Det vil jeg rigtig gerne samle stemmer ind. Det var en fornøjelse trods P1 og tak for.

Og med alle de teknisk er spil goddag og fodbold ikke noget med. Og ja, jeg har en på 7 og en på 13 og en på 16, og der vil du også forbi 8. 9 ud af 10 af os har stadigvæk en sådan. Han er næsten gammel nok til at være alene hjemme med undersøgelsen, men han kræver lige lidt alle medlemsstaterne, når han skal forkæles.

Præcis. Mange tak, Jes. Vi ses.