Transkription episode 1(Autogenereret, så der vil forekomme fejl og mangler.)
Jeg lå vågen i nat, i et godt stykke tid, og tænkte på det hele. Det er jo ret meget.
Jeg lå og forestillede mig et stort mindmap, en tegning af det hele, en slags graf, hvor hver episode af den her podcast er en ø.
I den første episode taler jeg med Louise Juhl Dalsgaard, og på den ø af betydning, som vi opholdt os på, står der sandhed, ærlighed og tvivl.
Du lytter til om det hele og resten. Jeg hedder Thomas Tøfner, og hvad du hedder, må du bedst selv vide.
Du lytter til om det hele og resten. Jeg har den store fornøjelse af at kunne tale om det hele med Louise Juhl Dalsgaard. Jeg har forberedt en lille præsentation af Louise, men før jeg læser den, så vil jeg egentlig gerne starte et andet sted.
Sådan et rigtigt meta-sted. Der, hvor jeg har læst de fleste af Louises tekster, det er jo faktisk Facebook, hvor Louise hyppigt lægger de fineste indlæg op.
Jeg kan sige, at for mig er det en, som lytter til det hele. Louise er en af grundene til, at Facebook kan være et super fedt sted.
Når man lige sådan sætter parentes om alt det der med det kommercielle og ekkokammer og misinformation og dårlig stemning og hvad der ellers kan være.
Så midt i alt det her, midt i beskeder fra familie og venner og opdateringer om det ene og det andet, så finder man Louises sprog. Og det er altid finurligt, og det er altid interessant.
Så skrev jeg i forgårs og spurgte Louise, om hun ville være med. Og jeg fik en samtale, og jeg blev meget glad for at få et hurtigt og generøst svar. Og så tjekker jeg Facebook i går.
Og så ligger der, selvfølgelig havde jeg nær sagt, en tekst allerede.
Og vi har lige aftalt, at hvis jeg lige læser starten, så vil Louise fortsætte. For Louise skriver, I går blev jeg kontaktet af et menneske, der ville have mig med i en podcast.
Jeg svarede ja. Han skrev lidt om formatet. En uhøjtidelig samtale, men med højt til loftet. Sådan beskrev han det. Vi skulle snakke om litteratur.
Dine tekster fremstår med en floskel hudløst ærlige, skrev han. Er de det? Jeg synes, det er et vildt godt spørgsmål. For hvornår er vi ærlige, og hvornår bliver det ærlige hudløst?
Hvis ærlighed er det samme som at fortælle sandheden, så er jeg altid 100% ærlig. Hvis ærlighed derimod er at gengive virkelige hændelser en til en, så er jeg nok ærlig. 100%.
Lad mig gentage Judith Hermans vidunderlige pointe om, at alt er sandt, men intet er rigtigt. Det er svært at forklare, men jeg prøver alligevel.
Jeg blev engang indlagt på sygehuset med voldsomme mavesmerter. Altså, vi taler smerter så stærke, at jeg bed så hårdt i mit hånd, at det satte mærker efter mine tænder. Jeg blev røntgenfotograferet og fik taget blodprøver.
De sendte kontrastvæske igennem min tarme for at se, om der var udposninger. De undersøgte mig også på mave. Trykket under navlen, over navlen. Der var ikke noget at bemærke. Intet at se. Ingenting at høre.
Mine blodprøver var normale, og ryggenfotografererne viste ingen tegn på perforeringer. Ruk eller tarmsløn. Jeg blev sendt hjem med besked om, at min mave havde det fint.
Nægen foreslog mig kamillete og lange gåture. Jeg blev levd i det, unge dame. Spis noget andet end brokkoli og blomkål. Pommes frittes og majonæsesmør ledende, grinede han.
Jeg vejede 39 kilo og havde ingen planer om at smøre noget som helst. Nægen havde ret ham og mave tarmspecialister. Se behandlingsbriller fejlede jeg ikke noget som helst.
Mine mavesmerter var ren indbildning, fri fantasi, en kortslutning i hjernen. Et råb om hjælp. Mine tarme var muligvis overbelastet af ensidig kost, mangel på fedt og alt for mange fiber.
Men ikke noget, der ikke kunne klares med en kostomlægning og sund fornuft. Knofedt og kambon. Var mine mavesmerter så pure og opspind fri fantasi?
Var min ulykkelighed og væring mod alt lige fra at spise til at gå over fodgængerovergangen med et ulige antal hvide striber bare en fikse idé? En søg tanke i en døgn?
Var lægens selvfed med sand, ryggenbilledes grumsede omløsning? Hvad fortæller den ærligste historie om mine smerter, resultaterne af blodprøverne eller tandmærkerne i min hånd?
Havde jeg i virkeligheden slet ikke ondt i maven? Men bare ondt af mig selv? Og hvis ja, var det så en mere eller mindre hudløs sandhed, end hvis der havde været hul på min blindtarm?
Hvad vil det overhovedet sige at være hudløst ærlig? Det er jo et rigtig godt spørgsmål. Og noget af det, jeg tænker, vi skal tale om.
Men nu vil jeg jo lige præsentere dig ordentligt. Så jeg siger velkommen igen. Velkommen til Louise Juhl Dalsgaard, som blev født i 1973. Og så gik der, så vidt jeg kan regne, små 40 år.
Før hun debuterede med linksamlingen Mit ønske om at dø er rent hypotetisk. Det var i 2011. Og siden har hun udgivet en hel række værker.
Den seneste dækksamling er I dag skal vi ikke dø fra 2020. Og den seneste roman er Ting jeg tænker på fra 2022.
Louises tekster breder sig ud over det hele. Både temaer, former og de kanaler, de udgives i, er all over. På den gode og gavmilde måde.
Nogle af temaerne kan være erindring, ensomhed, spiseforstyrrelse, barnløshed, forskellen på sandhed og ærlighed, hvad det vil sige at være til stede i sin krop, hvad det sociale pres betyder for, hvem man kan være,
hvordan sproget former os og omvendt. Altså det hele. Og resten. Når Louise skriver, så behandler hun ord og sætninger med nænsomhed,
men også med en usentimental fasthed og en fandelig voldsk humor. Som læser bliver man taget i hånden og går trygt og interesseret med. Og så kommer man ofte steder hen, man ikke lige havde forventet.
Og de udflugter, de altid musikalske og fyldt med insekter. Igen først og fremmest velkommen til om det hele og resten. Tusind tak Thomas for en meget fine præsentation.
Jeg sidder her og rødder mig helt. Det er jo altid spændende, om det er nogenlunde rigtigt, det man siger. Jeg kan huske en oplevelse af at præsentere en digter,
hvor jeg af en eller anden grund havde byttet om på det. Det var ligesom en helt forkert biografi. Det var sådan en mærkelig situation.
Men du er også uddannet bibliotekar oprindeligt. Det er jo ikke noget, du arbejder som. Nej. Men alligevel noget, der også betyder,
noget for sådan et udsyn på tingene, eller hvad tænker du? Ja, helt sikkert. Altså jeg lever jo desværre ikke af, men jeg lever for og med bøgerne.
Og jeg kunne slet ikke være dem foruden. Og jeg kunne ikke være uden foruden. Altså det der med sprog, som jeg synes, der er så helt utroligt interessant. Altså det er vel lidt ligesom farver er for en maler. Sådan har jeg det jo med sproget.
Og det er simpelthen min måde at udtrykke mig på at være i verden. Og det er også min måde at forstå verden på. Altså når andre sprogligt tegnede universer, som jeg så kan få lov til.
Altså det er jo lidt ligesom hver gang at få en ny verden forærende. Hver gang nogen skriver en bog, gør så den umage ikke at åbne et nyt univers for os. Vi kan træde ind i og træde ud af igen, men jo altid vende tilbage til.
Så jo, altså bøger betyder alt for mig. Og du underviser i skrivning. Ja. Tilknyttet forskellige... Ja.
Jeg er leder af... En linje nede i Holstebro. Der er noget, der hedder Dansk Talentakademi. Hvor unge mellem 16 og 25 i tre år kan følge sådan et forløb.
Hvor vi prøver at komme omkring både sådan, hvad skal man sige, tvære æstetiske værker og former. Fordi der er også andre linjer på den skole. Men altså også går ned i sådan noget med genre og litteraturhistoriske epoker.
Og altså også bare fri galop. Altså de skal også bare have lov til at gøre det, de har lyst til. Så har vi ligesom præsenteret dig. Og det sjove er... Altså for mig, og hvad skal man sige, det her format, ikke?
Så er der noget mærkeligt ved de der præsentationer. Fordi det på en eller anden måde er lige meget. Ja. Og... Helt enig.
Jamen, det er det, jeg har en stærk fornemmelse af, at det ville du være helt enig i, ikke? Og det er jo også noget, man læser ud af dine tekster.
Altså det der med, at det er jo henvendelser, der kommer et sted fra, som ligesom går bagom. Eller udenom alle de her sådan... Hvad skal vi sige? De formalier, ikke?
Og det er jo en af de ting, jeg sådan virkelig også mærker i dine tekster.
Men hvis vi nu vender tilbage til dit indlæg der, og de her spørgsmål om det ærlige, det hudløse.
Hvad er sandhed? Hvad er forskel på ærlighed og sandhed? Og alle de her ting. Altså, måske kunne jeg starte med at spørge. Du nævner Judith Herman.
Hun siger altså åbenbart, at alt er sandt, men intet er rigtigt. Og det har du selvfølgelig forklaret i din tekst, kan man sige. Men jeg tænker, at du kan garanteret forklare det på en anden måde også.
Altså, jeg tror, at vi er altid på jagt efter sandhed som mennesker. Det ligger sådan helt grundlæggende og dybt i os. Men vi er meget i tvivl om, hvad det er.
Og ligesom jeg skriver om her, så kan det jo være et spørgsmål om, hvad er sandheden om mig? Er det min biografi, for eksempel?
Er det, at jeg er 50 år, og jeg er uddannet bibliotekar, og jeg er gift med en mand, der hedder Michael, og jeg har en hund, der hedder Mumrik? Eller er sandheden mine tanker, mine overvejelser, mine drømme, min fantasi?
Fordi det er jo, i hvert fald for mig at se, en mindst ligeså væsentlig del af mig. Så også når jeg skriver mine bøger, og helt sikkert også med den kommende, jeg udgiver,
så vil der blive spurgt til, hvor meget af det, der er i overensstemmelse med sandheden. Og der vil jeg sige, det er det hele, men det er ikke alt sammen, der er fundet sted i virkeligheden.
Men jeg vil kunne genkalde mig enhver følelse, der er beskrevet, enhver følelse af afmagt, enhver afvejelse af, for det handler i bogen meget om, hvordan gør man sig egentlig berettiget til livet?
Hvordan gør man sig fortjent til at være i livet? Og det er... Der er jo sådan en evig kamp for hele tiden at gøre det godt nok, og helst lidt bedre, ikke?
Og det kan være svært at sige, om det så er sandt, alt hvad jeg opregner i den bog, men for mig er det ikke så væsentligt, fordi det væsentlige det er, om man som læser,
kan træde ind i de overvejelser og gøre dem til sin egen og tænke med. Jeg kender ikke svaret, så for mig er det vigtigste at kunne have en evig diskussion af, hvad sandhed er.
Og jeg er altid tvivl, og jeg synes, det er sundt at tvivle, også på mig selv, altså på, hvad min oplevelse er.
Du sagde på et tidspunkt til mig noget med, at du havde ikke lige sådan en fast formel for, hvordan det her program skulle være,
fordi det afhænger jo ligesom af omstændighederne og konteksten og sådan noget, og sådan vil enhver sandhed jo være afhængig af, hvor giver vi et ja henne? Er det i kirken til den mand, vi elsker?
Eller er det under et forhør, hvor vi svarer ja på et spørgsmål, som faktisk ikke er i overensstemmelse med sandheden? Altså, ja kan være sandt, og det kan være usandt.
Så det afhænger alt sammen af, ja, af der, hvor vi er og det, vi gør.
Og det, jeg så bestræber mig på, og grunden til, at jeg siger, at jeg er ærlig, det er, at jeg forsøger altid at lade det være et kærligt ja.
Altså, jeg forsøger i hvert tilfælde, altså, jeg vil godt kunne lyve, hvis det ikke bare får os.
Altså, jeg skriver lige nu på nogle essays, og hvis et barn siger, et treårigt barn, for skrækket spørger sin mor, men mor, skal du dø? Så vil man jo typisk svare, at det kommer du aldrig til at se eller opleve.
Og det ved man jo godt, det kan man ikke garantere. Alligevel vil jeg våge at påstå, at det er et bedre svar, end at sige, ja, jeg kunne faktisk falde om og være død om to minutter. Ikke? Så sandhed, det er så svært et begreb.
Og det er vel det, det er. Ja, det er derfor også, at litteraturen er en gave, fordi den kan give rigtig, rigtig mange. Svarer på det samme spørgsmål, og de kan alle sammen være sande.
Så ja, kontekst og perspektiver, ikke? Jo.
Jeg tænker, i din tekst der, vi startede med, der er smerte jo det primære eksempel, eller ligesom omdrejningspunkt, ikke?
Så rent filosofisk, så er det ofte, der er ligesom to ting, man typisk bruger, når man spørger. Man taler om vores egen primære adgang til vores egen sandhed, kan man sige, ikke?
Man taler tit om farveoplevelser og sådan noget, ikke? Man ser den og den farve for sig, ikke? Og man kan diskutere om, altså farver ligesom findes i virkeligheden, ikke? Fordi det mere hører til vores oplevelse af verden.
Og smerte er jo på en eller anden måde et endnu mere tydeligt eksempel, ikke? Altså hvis du mærkede, følte, oplevede nogle kraftige smerter,
så vil ens første tanke jo være at sige, at det har du simpelthen ret i, ikke? Altså det er simpelthen sandheden, ikke? Fordi så er der den her mave-tarm-specialist, som set med hans briller,
der er ikke noget i vejen, så du fejler ikke noget, så der er ingen smerter. Men man vil jo ligesom typisk i hvert fald vende tilbage og sige, altså det er jo lige meget, hvis du oplever, at du har smerter, så det er jo det, smerter er.
Ja. Og det, jeg så synes, var så fascinerende, som du også lige sagde i en bisætning her, det her med tvivl og sådan noget, fordi jeg synes, det er så fascinerende, at man er jo også i tvivl om sine egne smerter. Ja.
Ja. Og vi bliver jo også fortalt, at på en eller anden måde bliver vi nødt til, altså følelser kommer og går. Det er jo sådan en meget filosofisk sandhed,
og at man derfor i højere grad skal bero sine afgørelser på fornuft, men jeg vil våge den påstand, at hvis du havde så ondt i maven, som jeg havde på det tidspunkt, jeg var parat til at springe ud af vinduet,
så slår fornuften ikke til. Så det er jo ikke sådan et valg, du kan træffe, og grunden til, at jeg også er meget optaget af løgn og sandhed,
er jo, fordi jeg selv har været meget syg på et tidspunkt af anoreksi, som man kan sige er en sygdom, som jo heller ikke findes. Altså der var ikke noget galt med min hals, der kunne sagtens komme mad ned igennem den.
Der var heller ikke noget vejen med mine tykkereflekser eller noget som helst, så dybest set, så fejlede jeg ingenting. Det var jo bare en fikse idé, jeg stoppede bare. Men da jeg faktisk blev stillet over for den her rugbordsmad,
med halverede æg og rejer og majonæse, så helt fysiologisk, så rød jeg sammen i grået, og jeg svedte, altså tabte svedte,
på et tidspunkt, hvor jeg ellers var meget afmagret, og der ikke var meget slid at give af. Så der var simpelthen en helt fysiologisk refleks på, at nogen ville have mig til at, hvad skal man sige, gå imod min egen overbevisning.
Og da jeg var indlagt på frivillig basis, og så havde skrevet under på et stykke papir, under at jeg underlagde mig den her behandling, og jeg ville være rask,
så var jeg jo splittet som ind i helvede, fordi altså jeg løg, så det stod efter mig. Altså jeg lavede motioneret underbrug, så når jeg motionerede, når de troede jeg sov,
og jeg gemte mad i underbukserne og BH'en, og jeg ved ikke hvad det var. Det var meget, meget uhygiejnisk.
Men på en eller anden måde, så er det svært at sige, at jeg løg.
Altså for mig var det mit, det svarede til at spørge om et menneske, som netop er udsat for forhør
i en krig, og står over for fjenden, og du så skal udlevere din mor, og de siger, ved du hvor hun er henne? Så ville jeg også svare nej, det ved jeg ikke. Og det var fuldstændig den samme refleks, der var i mig.
Så det der med løgn og sandhed, det er igen, altså det er super svært. Og det samme med følelser versus fornuft.
Vi tror sådan, at vi kan hierarkisere det, og vi kan vælge frit imellem, hvornår vi bruger hvilke adgangskanaler til verden.
Men jeg tror, at vi kommer længst ved at sige, at vi ikke altid er klar over, hvor vi henter vores svar hen. Og det er derfor også rigtig sjovt at skrive. Og jeg skriver jo tit.
Jeg plejer at sige, altså det vælter jo ud af mig. Og jeg lar det vælte. Fordi jeg synes, det er interessant at se, hvad jeg svarer mig selv, altså når jeg skriver. Fordi det kommer fuldstændig bag på mig. Hvor kom det fra?
Og det synes jeg bare er en interessant måde at gå til verden på. Jeg er meget glad for min hund, og hver morgen, når han står op, så starter verden forfra.
Altså hver gang han ser en krog, så tænker han, hvad er det for nogle petter, og hvad er det for nogle patter? Og fatter ikke, hvad det er, har han da set det? Altså nærmest hver eneste dag, siden han blev født, ikke?
Og jeg kan bare godt lide den der undrende, og jeg prøver at tage den med mig, også når jeg ser på mig selv. Når jeg hører min egen svar og tænker, hvor kom dog det fra? Eller, hm, hvorfor måtte jeg have brug for at gøre sådan? Ja.
Og det samme med smerter. Altså fordi jeg forholder mig også skeptisk. Jeg er opvokset i en familie, hvor de er akademikere, og min far, han var professor i taleteknologi.
Og du ved, det kan ikke nytte noget, at du sidder der og græder. Og det er lidt det der med nytteværdi og følelser.
Det er så svært at sætte lidestegn mellem, eller kunne se udbygget af en følelse. Det er nemmere med et eller andet fornuftigt håndværk.
Men det har i hvert fald gjort, at jeg altid har været i tvivl om mine følelser. Om deres væsentlighed.
Om deres berettigelse. Og det har nok gjort, at jeg faktisk er blevet i tvivl om alting. Fordi jeg er et følelsesmenneske. Så jeg sætter faktisk spørgsmålstegn ved alting.
Og det kan man både se som en stor smerte. Fordi det er rigtig hårdt, hver eneste gang man siger noget. Spørger om det her er det mest oprigtige, jeg kan finde frem til. Men det er også en gave.
Fordi det netop giver dig mulighed. Muligheden for at se på dig selv med friske øjne hver morgen. Og sine egne fordomme.
Fordi vores forståelse af verden, modsat min hund, den beror jo primært af fordomme. Og de er rigtig smarte at have. Det er jo en måde, så hjernen ikke skal overarbejde konstant.
Når jeg ser dig, så tænker jeg, nå men cirka 60-årig mand. Han sidder i et hjem med mange bøger. Han er nok intellektuel og sådan noget. Men det kunne jo være, at det var en kammerat hjem, du sad i.
Og at du faktisk bare havde klædt dig ud. Og at du var 25 år og var i lære som cykelsmede. Men det er meget praktisk, at jeg ikke skal til at interviewe dig hver gang.
Og min erfaring er jo også, at i langt, langt de fleste tilfælde, så rammer jeg plet. Men det betyder også bare nogle gange, at vi rammer helt ved siden af.
Og som forfatter er det en kæmpe gave at skulle beskrive rummet forfra hver gang. For at få læseren til selv at danne sig sin egen form. Fordom eller dom eller idé om, hvad det er for et rum, vedkommende træder ind i.
Er de der fordomme så også, altså angår de også ens selv? Ja. Og det ligger selvfølgelig også i det, du sagde, ikke?
At det gør det, men det er jo meget interessant og fascinerende et eller andet sted, at tænke, at man vågner op med den her fordom om, hvem man er, ikke? Ja.
Og jeg diskuterer tit. Jeg kan ikke huske det. Mange, mange år siden, der var der faktisk en forfatter, der sagde, eller en forligger, der sagde, at mine tekster var meget henvendende.
Der var mange spørgsmål i dem. Og det synes jeg, det kunne han egentlig godt lide, fordi det inviterede læseren ind. Og jeg nændede ikke at afsløre, at jeg tror, det er mig selv, der spørges.
Altså, jeg er hele tiden i diskussion med mig selv om, at det her egentlig er reelt, det jeg siger, eller kunne det også være noget andet?
Og nuancer er en kæmpe gave og et utroligt stort åg at slæbe rundt på.
Fordi det gør jo også, at du netop er ekstremt sensitiv overfor, hvad der bliver sagt til dig. Fordi det kan betyde så utroligt mange ting.
Jeg håber på et tidspunkt, at jeg lige kan læse starten op på noget, jeg arbejder på, som netop handler om det der med, Inger Christensen siger jo, Inger Christensen siger, Sig mig, at tingene taler deres eget tydelige sprog.
Altså, det er simpelthen for mig måske det mest rørende, den forestilling om, at det der bliver sagt, og det jeg ser, det er sådan, som tingene er. Men det er jo bare ikke virkeligheden.
Og det gør det meget besværligt at vandre rundt i verden, og meget spændende.
Ja, altså det er jo virkelig sådan et, hvad skal man sige, filosofi i praksis, ikke? Jo. Altså, jeg mener, det er sådan nogle grundspørgsmål, som man så også lever med, ikke?
Eller som du beskriver. Ja, jeg tænkte, altså hele den her spiseforstyrrelseserfaring,
altså nu ville du ikke kalde det løgn, og jeg forstår altså fuldstændig, hvad du sagde der, ikke? At på grund af konteksten, og på grund af situationen, så er det noget andet. Men det er jo stadigvæk i en vis forstand,
hvad skal man sige, en masse oplevelser af at være i situationer, hvor man prøver at få noget til at fremstå anderledes, end det er, ikke? Fordi man i forhold til noget socialt, i forhold til andre,
i forhold til dem, der prøver at få en til at spise, eller hvad det nu er, ikke? Så prøver man jo at opstille den her facet.
Altså, tror du, at det også er erfaringer derfra, som har bidraget til den der fokus på ærlighed? Ja.
Og det er jo også et tema, det der at have stil. Du har også tidligere talt om følelser og tvivle på, altså det er jo også det her,
man kan tvivle på, er mine følelser nu rigtige, er de nu ugyldige? Og ofte, altså er det jo også et eller andet, man ligesom søger godkendelse for, ikke?
Hos omgivelserne og sådan. Ja. Og jeg lagde mærke til, altså nu her de sidste dage, så har jeg sådan prøvet at læse lidt rundt i dine ting, ikke?
Og fra i den her digtsamling, der hedder, I dag skal vi ikke dø.
Det kan man jo godt fortælle sine børn, ikke? I dag skal vi ikke dø. I hvert fald formentlig. Altså, vi krydser fingre. Ja, stadigvæk.
Men der har du for eksempel en tekst, hvor du skriver, jeg husker første gang, det gik op for mig, at det var sådan, det foregik. Det var til et selskab, hvis nok hos min farmor.
Vi fik te og roulade og mini-massarinterter med pyntebær. Og så videre, ikke? Og der ligger den her, altså, det der med, det var første gang, det gik op for dig,
at det var sådan, det foregik. Og det får man selvfølgelig fyldt lidt ud i løbet af dæktet, men det er jo stadigvæk også sådan en ubestemt størrelse, ikke? Altså, det begynder simpelthen at gå op for dig, hvordan det foregår.
Ja, ja. Og det tænker jeg i hvert fald i min sådan læsning, ikke? Så er det noget med det sociale pres. Altså, den der oplevelse af, man kan sgu ikke bare
der bliver sorteret og bedømt og valgt fra og til og godkendt og det ene og det andet, ikke?
Man kan ikke ligesom bare komme med sig selv og det, man har lyst til, ikke?
Ja, når jeg tøvede sådan, så er det fordi, i det øjeblik, jeg siger komme med sig selv, så lyder det som om, at det er helt klart, hvad det er. Og det vil jeg også være sådan lidt i tvivl. Ja, jo.
Men jeg kan huske en gang, at jeg skulle, det var meget moderne en overgang at sige, at det vigtigste til en jobsamtale, det var, hvilke sko man havde på.
Fordi sådan noget, det var der, folk lige glemte at klæde sig på og sådan noget, ikke? Så det var der, man sådan kunne afsløres.
Jeg synes simpelthen, det var så uhyggeligt en tankegang, at vi ligesom skal lige hele tiden fælde hinanden. Og der er den der motivforskning, jo, altså også i forhold til, altså på de sociale medier.
Og hun er sådan en, der bare gerne vil have opmærksomhed af alt det, hun lægger ud. Hvorfor skal hun skrive så meget? Der er hele tiden sådan en, vi skal ligesom fælde folk. Vi skal ligesom finde det bløde punkt, eller det svage led, eller et eller andet, ikke?
Og det synes jeg bare er sådan lidt, det er sgu ærgerligt. Altså vi kan lige så godt finde hinandens styrker og bruge dem, ikke? Og jeg tror, jeg har gået rundt i verden med den der følelse eller angst for at blive afsløret i mit svage punkt.
Min akilleshæl. Hvor ligger det henne, ikke? Og måske også fordi, at jeg har oplevet, altså... Det er jo svært at sige, om det er rigtigt eller ej. Men at der er blevet prikket lidt til den.
At den der tit sådan lige er blevet forsøgt, sådan...
Jeg ved simpelthen ikke lige, hvordan jeg skal sige det. At jeg har nok følt, at der har været mere fokus på, hvor nogen kunne fælde mig.
Jeg har to ældre brødre. Og det er klart, at de har jo haft meget travlt med at finde de der... Ting, jeg ikke kunne. Jeg fik rigtig meget opmærksomhed, og så var jeg pige, ikke? Så det der med...
Og det ligger der altså ikke et eller andet dybt traumatisk i. Det er sådan typisk drenge ting, ikke? Men det der med hele tiden at finde det, de kunne afsløre. Ja, det kunne du overhovedet ikke. Prøv lige at se. Og hun tror bare, og...
Det er jo slet ikke hende, der har hoppet over der. Det var bare noget, hun påstod, eller sådan noget, ikke? Så jeg har hele tiden været angst for en eller anden form for afsløring.
Og det er jo helt grundlæggende i vores samfund i dag. Blandt rigtig mange unge, den der med... At det er ikke så meget det... Altså, jeg har lige læst Christian Hjortkær, en højskolemands essay, vil jeg kalde det.
Som netop handler om utilstrækkelighed. Og det er ikke mere sådan, fordi man gør noget så pært. Det er ikke sådan, ej, du må ikke gå i skole med rødt hår, eller du må ikke lave piercing i næsen.
Sådan var det jo i 80'erne, da jeg voksede op, ikke? Men til gengæld er det sådan, at du hele tiden skal bevise, at du kan noget, og kom nu, og just do it,
og shine like a diamond, og sådan noget, ikke? Og det er bare... Altså, jeg ved ikke, hvor mange dage du vågner op og tænker, wow, mand, jeg er bare den fedeste og vildeste diamant i dag.
Altså, det er forholdsvis få gange, at jeg har haft den oplevelse. Så... Og jeg tror, det er det. Der er sådan en grundlæggende angst for, om jeg gør det godt nok, og om jeg...
Ja, og jeg bilder mig ind... At ved at dele det, så får jeg det lidt ud af mig selv. Altså, det er jo sådan en gammel regel for kunstnere og for forfatter i det hele taget. Der er mange, der tror,
eller der siger, at det er sådan en form for selvterapi, eller sådan noget. Altså, det tænker jeg ikke. Jeg tænker tværtimod, at det er noget med at pille det ud af sig selv, og gøre det til et stykke tekst, som man kan manipulere med. Da jeg skrev det der, det der,
som var min første roman i 2017, så fik jeg simpelthen tilsendt min roman, eller min journal, nej, ikke min roman. Men min journal fra hospitalet, hvor jeg havde indlagt. Og så tog jeg simpelthen nogle af de her journaludklip,
og så tænkte jeg, okay, det her, det er jo sådan den objektive sandhed om mig, mens jeg var indlagt. Og så tog jeg dem som sådan nogle brækker i en bræktegning, og satte dem op, og så tænkte jeg, nu er jeg forfatter. Nu forbinder jeg dem med de streger, jeg har lyst til.
Så er det mig, der bestemmer, om det er en sæl, der kommer ud af det billede, eller en tamburinspiller, eller en blomst. Ikke? Og jeg vil sige, det er det, jeg gør, når jeg stiver. Det er ikke sådan...
Altså, den hudløse ærlighed er også at skabe noget ud af det, af noget ærligt. Men det skal på en eller anden måde have noget ud over den specifikke oplevelse.
Det skal have noget generisk, og det er det, jeg mener, man gør ved at skrive en roman, eller en digtsamling. Man giver den noget, så det får en brætte, der når ud over en selv.
Og det er vel også en måde at gøre sig selv. Altså, nu har jeg snakket på et tidspunkt om det der med at gøre sig fortjent til at være i verden. Altså, det er vel også et forsøg på at skrive sig selv over. Altså, ligesom en maler på et lærred.
Først har de lavet et eller andet... Jeg var lige til et foredrag i går med Lilianne Munk-Røsing om Kasper David Friedrich. Og så havde de lavet et røntgenfotografi af et af hans mest berømte malerier. Og han er jo kendt for
meget brede linjer og meget bred indførsel. Hvor der i hvert fald ikke er detaljer. Men når man så gennemlyser det, så er det sygt med detaljer. Ikke? Og det vil sige, at han har netop forsøgt
på en eller anden måde at gøre det til noget mere end bare det specifikke landskab, han har kunnet iagttage, som har været det første, han har tegnet ned. Men gøre det til generisk landskab, som vi alle sammen
som beskuer kan træde ind i. Og stå der med ryggen til at kigge ud over og tænke, wow. Og det er sikkert, altså det er et prøbligt... Ja.
Jeg ved jo godt, at det ikke er det, jeg kan gøre. Jeg er jo ikke nogen Kasper David Friedrich. Men vi gør jo alt sammen det, vi kan her i verden. Så godt, som vi kan. Spændende sammenligning. Det der med
detaljerne under eller lagene i maleriet. Ja. Må jeg nævne en ting? Det er også det der med det her med bærende sandhed.
Sådan en som Edouard Louis, han har jo skrevet, hvad skal man sige, en kvindes forvandling, og han har skrevet om sin far, og han har skrevet om sig selv. Men det er jo den samme historie, han har fortalt for tre forskellige perspektiver.
Og det viser jo også bare, hvor kompleks sandheden er. Altså, ja. Det var bare det, jeg kom til at tage med. Ja, ja. Jamen, jeg tænker selv meget det der med,
altså et perspektiv, det er et rigtigt, altså et vigtigt ord. Altså det her med, at man kunne ligesom sige, at virkeligheden er på en eller anden måde perspektivisk.
Jo. Den er ligesom summen af alle de her perspektiver. Det er jo i hvert fald en måde at tænke det på. Men jeg tænkte også tidligere i forhold til meget af det, du har sagt, om du ser en
stor forskel mellem poesi og prosa, eller altså der er jo for eksempel sådan en som Per O. Brandt, han havde sådan en
one-liner, der hed Poesi er for helvede ikke, det er fiktion, ude opstregne. Og jeg er sådan lidt tilbøjelig til at
altså nu har han jo også betydet meget for mig, men jeg er lidt tilbøjelig til at tænke i de samme baner der, og sådan tænke at at poesi egentlig ikke er altså det skal egentlig ikke stå på hylden med fiktion.
Nu er det jo meget kompliceret, fordi som vi lige har snakket om, fiktionerne er jo på mange måder sande. Hvis de er gode, men jeg tænker
alligevel, altså jeg ved ikke hvad du tænker om det, også i forhold til hvordan du selv skriver, hvordan du selv griber det an. Altså det jeg måske tænker det er, at i et fiktionsværk så fortæller jeg mig, så kan man godt sige
nu finder jeg på den her figur. Og så arbejder man med det, og der kommer en masse sandheder af den type, som du har talt om ind. Men i poesien
selvfølgelig kan man gøre det, fordi man kan gøre, hvad man vil. Men der er noget mærkeligt i, at ligesom, altså så bliver det sådan en rolledægte, eller underlige andre ting.
For mig så er ægtets udgangspunkt på en eller anden måde altid en til en. Ja. Det kan jeg godt følge dig i. Jeg
var i øvrigt altid, hver gang jeg har fået anmeldt en roman, så står der en poetisk roman. Og det kommer så nok lidt det samme.
Jeg ved aldrig, hvad jeg skriver, når jeg sætter mig ned og skriver en bog. Det kommer altid fuldstændig bag på mig. Så man kan sige, at sproget løber foran mig, og dermed er der jo ikke
en tilsigtet fiktion i den. Det kan godt være, at det, jeg så skriver frem, det har en eller anden fiktivt slør. Igen billedkunsten. Hvad er mest sandt? Den der græske myte om, at
de to malere, der dysterne, og den ene, han maler så virkeligt, at duerne, de hakker i lærret på at få fat i hans Struer, og den anden, han har et slør for sit billede, og så siger
den anden, fjern nu det slør, og så siger han, sløret er billedet. Der er jo ikke nogen af de to ting, der er fiktion. Når jeg skriver, tror jeg,
jeg opfinder ingenting. Og det lyder på en eller anden måde, så måske sådan lidt selvhøjtidligt.
Men det gør jeg virkelig ikke. Og for mig er sproget måske jeg passer på, hvad jeg siger, fordi det kan godt skræmme nogle læsere. Det er overhovedet ikke en kompliceret
bog, jeg har skrevet. Men sproget er fuldstændig altafgørende for den her fortælling. Det er
måden, ting bliver sagt på. Og det er jo igen det der med, jeg er tit blevet beskrevet som en forfatter, som skriver om alle usagtigheder. Og hvordan gør man det? Så for mig,
jeg vil heller ikke kalde mig selv en fiktionsforfatter, men jeg vil kalde mig selv en skønlitterætsætter. Og det er, fordi jeg netop ikke selv har en tilrettelagt
og planlagt historie foran mig. Og jeg skælder egentlig heller ikke så stærkt imellem, hvornår jeg skriver poesi og bruger sig. Der var meget af mit, der ville kunne være et landdigt.
Mange af mine udgivelser, ting jeg tænker på, kunne sagtens have været udgivet som en slags digtsamling. Man kan sige, det der for mig har gjort,
at jeg har kaldt det en romancollage, har været, at der trods alt er jo en eller anden form for narrativ i den. En episk følge. Altså man ser det her,
man følger det samme individ fra 1973 og så frem til værket slutter. Men det kan man jo i vore dage også godt i poesi. Altså i et langt digt kan der også sagtens være en eller anden
ret klassisk narrativ. Altså igen så vil jeg jo sige faktisk, som Judith Herrmann siger, og det synes jeg faktisk også skælder nu poesien, så på den måde er jeg måske lidt på kant
med P.A.O. Brandt. Alt er sandt, men ringet, altså det behøver ikke nødvendigvis at være rigtigt. Så hvis det han sigter til, det er sandhedsværdien,
så vil jeg give ham ret i, at at al god poesi og vil egentlig også bruges, så skal være hans sandhedsværdi.
Og ja. Ja, men det er sådan en sparet affære det der, ikke? Fordi at fordi det selvfølgelig også kommer an på, altså hvordan man læser, ikke?
Altså der skal jo være en læser i den anden ende. Og altså jeg har også nogle gange tænkt, at hvis man nu taler om den hvis man nu taler om den poetiske
læseform, så har jeg i mit eget hoved sådan en idé om, at det at læse noget som poesi, det er at komme til det med en indstilling om, altså en forventning om,
at det er sandt. Ja. Ja, den forstår jeg. Den er jeg helt med på. Og så kan man så igen, men det bliver jo igen uhyre kompliceret, ikke? Fordi man kan spørge til altså hvad mener man med det der
sandt, ikke? Hvilke dele af det handler om ærlighed? Hvilke dele af det handler om hvad skal vi sige? Korrekthed, eller? Altså jeg tror nok jeg er tilstrækkeligt sådan ja, jeg ved ikke engang hvad jeg skal kalde det, men altså
indrettelsen i mit hoved, at jeg har en eller anden forestilling om, at det hele ender det samme sted. Altså de forskellige slags slags sandheder, ikke? Selvom vi i praksis selvfølgelig
så er det tit den ene, der overtråder den for den anden, ikke? Men det tænker jeg, det er jo bare fordi der er noget, man ikke har med. Ja. Ja. Altså jeg kan meget, meget, meget godt følge dig i
altså sådan er jeg også indrettet. At når jeg læser noget, altså hvis jeg skulle læse noget med den tilgang til det, at det er fordi det er fiktion, så vil jeg blive
beskuer. Jeg har også altid haft lidt svært ved at gå i teateret faktisk af samme grund, fordi jeg bliver meget bevidst om afstanden fra scenekanten og hen til mig. Jeg er en af dem, som skal medleve. Jeg skal simpelthen næsten
kunne, når der bliver spurgt om noget i en bog, så kan jeg finde på næsten at svare, ikke? Eller blive vred, hvis en siger noget forkert. Altså den der medleven, ikke? Og den skal på en eller anden måde komme
et ærligt sted fra. Ikke nødvendigvis et tandsten fra, men det ville skuffe mig, hvis det var en, altså det er måske også fordi, og det er måske en rigtig, rigtig åndfærdig måde at snakke om fiktion på. Jeg ville i hvert fald ikke bryde mig om, hvis det var sådan en
at hvis det er med ført hånd, at hvis det er overlagt, at forfatteren nu fører mig herfra og dertil, og så skal de lige tage røven på mig her hen til sidst. Altså den der form for
sådan, ja, bagholdsangreb eller fik du den, eller var du klog nok til at, sådan noget, der står jeg helt af, så får jeg sådan, ja. Men det er jo meget forskelligt. Men nu når vi
er inde på det, så står det også et eller andet sted på min liste, at jeg godt kunne tænke mig at høre, altså har du nogle sådan erindringer eller tanker om det her med at lære at læse? Og jeg tænker som
barn, ikke? Hvordan du lærte at læse? Hvad betød læsning for dig som barn? Altså, ja. Det at lære at læse, det var lidt tilbage til noget, jeg har
sagt tidligere, at jeg jo har to ældrebrødre, så det var jo et kapløb. Fordi de kunne jo læse før jeg kunne, og det skulle de ædre med, men ikke have lov til. Altså, så jeg lærte utrolig hurtigt at læse, og
blev faktisk også, jeg kan næsten sådan blive lidt slov og tænke på, hvordan jeg sådan i skolen gjorde meget ud af, hvordan der kunne læse hurtigst. Altså som om, wow, det er fedest at kunne læse hurtigst, som om det var en konkurrence, ikke?
Men det var sådan et eller andet, nu skulle jeg lige vise, hvad jeg kunne og sådan noget, ikke? Men jeg blev meget, meget hurtigt optaget af bøgernes univers. Og det var fordi, at der var jeg ikke, der skulle jeg ikke hele tiden
være meget sådan yderstyret. Og her, der kunne jeg ligesom lægge det fra mig og være i fred. Altså det var ligesom at kravle ind i en hul. Og grunden til, at jeg blev bibliotekar, var faktisk,
jeg læste først i returvidenskab i København og skiftede så til bibliotekar. Og det var simpelthen fordi, at jeg erindrede mig, hvordan, at jeg nærmest boede på biblioteket, da jeg var lille. Der var sådan et filmrum,
hvor vi så Pingu og sådan noget, sådan nogle og der fik jeg lov til at sidde inde, og så kunne jeg sidde der, altså fire timer eller sådan noget. Og så kom min mor og hentede mig igen, når jeg var færdig. Og det var altid nogle meget målstemte bøger.
Altså jeg kunne virkelig godt lide, at de døde ensomt og forladt, eller sprang ud fra et højhus, eller deres forældre døde af kraft eller sådan noget. De var meget, meget, meget, meget triste. Og bibliotekaren, hun forsøgte sådan meget at få mig til sådan en mere
fabulerende retning og gav mig den uendte historie og sådan noget. Og jeg var fuldstændig tonedøv over for den slags. Det skulle være super, socialt realistisk. Men det var,
og det har det altid været. Og da jeg så mødte, det er jo sjovt, jeg har aldrig mødt ham, men da jeg så mødte Michael Strunge, og han kunne sige, der findes et sort hul inde i, der suger
alt og holder sammen på mig. Så tænkte jeg, hvordan kan man, altså, han har jo lige forklaret alt. Altså, det var så vildt for mig, og det er det, det er der, hvor sproget rammer mig.
For nogen, der er det for eksempel malerier, eller noget andet. Men der kan, nogen kan simpelthen skrive sætninger, som ja, som er verdensomvæltende
for mig. Som fuldstændig, den siger det hele. Og det var det, jeg hele tiden jagter. Ja, ja. Så jeg har altid været meget, meget glad for at læse,
og læser stadigvæk utrolig meget. Mm. Øh. Jeg tænker nu, vi er jo nok sådan enige, i de sidste 10 minutter, eller noget, ikke?
Af samtalen her. Så sådan lige for at hoppe til lidt, til lidt forskelligt. Altså, chat-GBT. Det er jo,
altså, et kolossalt fænomen. Og nu er det jo ikke sådan helt nyt længere, men altså, vi er jo stadigvæk midt i sådan en revolution. Øh. Inden for, Øh, AI,
øh, som det hedder. Og så fik jeg bare lyst til at spørge dig, hvad, øh, øh, hvad tænker du om det, at der er den her maskine, som kan sprøjte glausibeltekst ud,
i uanet mængder? Altså, jeg er faktisk ikke, det er ret mærkeligt, altså, sådan var det også, da, da der var corona, altså, jeg er egentlig ikke sådan en,
der bliver bygget, øh, øh, øh, øh, øh, øh, øh, øh, jeg, jeg, jeg har, føler ikke en anden stærk skræk, øh, øh, jeg synes, altså,
jeg elsker at skrive, og, det vil, altså, for mig er det nok mere, end jeg tænker på det som, jeg vil jo fortsætte med at skrive, og jeg vil til enhver tid,
apropos det her med ærlighed og sandhed, vil det være mig fuldstændig ligegyldigt, at få en maskingenereret tekst. Øh, når det så er sagt, så var jeg jo faktisk, øh, jeg tror, du engang havde en, sådan en tekstgenerator, man kunne putte tekst ind i. Øh.
Er det ikke rigtigt, du lavede, så jeg, den forsvandt desværre lige pludselig, og den, den var faktisk meget sjov, fordi den fik mig, og min meget, sådan, jeg havde på det tidspunkt, en meget vandt form, og en meget, sådan, typisk,
øh, typisk udkomme af, af min, af min overvejelse, og der var den utrolig dejlig, og sjov, og sådan noget, og på den måde, øh, men jeg er måske også lidt præget af,
at min far jo var professor i taleteknologi, nu emeritus, og, øh, var en af de første til overhovedet, at lave arbejde med talegenkendelse, altså få maskiner til at forstå menneskeligt tale, og til også at kunne udtrykke sig, øh,
og det var sådan noget med, at man skulle kunne ringe ind til, jysk telefon, og se sit stjernetegn, løse, og så kunne man få læst det op, af en eller anden meget dårlig, øh, hvad hedder sådan noget, tekst, øh, oplæser,
øh, og jeg arbejdede faktisk et helt år med, at oversætte, øh, det latinske alfabet til, øh, øh, øh, til lydsprog, okay, for fonetiske,
øh, fonetiske tegn, fordi det er jo den eneste måde, en maskine ligesom, ville kunne, kunne udtrykke sig på, den skal jo ligesom have det oversat, ikke, og på den måde lærte jeg også ligesom, at se på det med sådan lidt, slap af,
altså, det er jo bare en maskine, den er snot dum, altså jeg skal fortælle den det hele, og jeg, jeg er fuldstændig klar over, at lige om lidt, så æder jeg mine ord i mig igen, og så vil det her blive spillet i et eller andet stik, ja, ja, nu skal I bare høre,
hvad de sagde i 2024, ikke, og så så i de 2030'ere, og der er ingen, der skriver mere, fordi det kan man bare få maskinen til, men, men jeg vil stadigvæk bruge den påstand, at, hvis jeg ser bort fra,
ser bort fra den trussel, det udgør imod mig, som, øh, i min indtjening, så vil det jo ikke ændre en fløjt med fisk på, at jeg bliver ved med at skrive, i hånden, med min egen, altså jeg har jo ikke noget ud af, at få en maskine til at gøre det for mig,
hvorfor i alverden skulle jeg dog det, for at blive hurtig og færdig, jeg har ikke noget, altså jeg har ikke travlt, øh, så på den måde, er den for mig som kunstner, øh, og som sprogelsker, så er den, jamen så er den sikkert noget,
som kan være fint, hvis jeg skal skrive en ansøgning til EU, om et eller andet dødssygt projekt, så kan jeg få den til at, skrive de der linjer, som alligevel er så ligegyldige, og som man skal bruge tre måneder på at skrive, øh, men, men den vil aldrig nogensinde, tage min skriveglæde fra mig,
aldrig. Når jeg tænker på det, så er jeg heller ikke tilbøjelig til, at frygte, øh, jeg tror jeg bliver mere sådan optaget af, hvad det, hvad den her teknologi,
hvad den fortæller om os, altså, måske ikke så meget hvad den fortæller, men hvilke spørgsmål den giver anledning til, øh, på en eller anden måde, om os, ikke, altså der er jo det mærkelige ved sprog, som altid har været på den måde,
men som ChatGPT gør endnu tydeligere, øh, der er det mærkelige, at sprog, er også mekanik, ikke, det, det, det er også overflade, og, øh, noget man kan producere, øh, efter,
efter regler, og, og efter statistikker, og så videre, øhm, og det, det er jo underligt, fordi så, altså så, og samtidig så snakker vi, og, og, og,
og vi snakker om ærlighed, og, og, og følelserne, ikke, og du har fortalt meget, meget spændende om, hvordan, altså hvad det betyder for dig, og hvordan det, det fungerer, ikke, og, og det er jo,
ja, jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg er i gang med at sige, men det er bare, det er den der underlige rejse, ikke, fra, fra, fra, ud i det der skriftlige udtryk, som så når det først er, det skriftlige udtryk, så, øhm,
ja, så har det den der, så har det jo også den materialitet, og den mekanik, og den, det er jo ligesom med, med billedgenerering, at, situationen er jo allerede nu sådan, at hvis man ser et billede, øh,
så, så kan man simpelthen ikke vide, øh, om, om det er genereret eller ej, og der er, der er for eksempel det her websted, øh, som bare har adressen, øh, this person doesn't exist, øh, punktum kom, ikke,
og hvis man går, hvis man går derind, så hver gang man, man genloader siden, øh, så kommer der et nyt billede af et menneske, som ikke eksisterer, ikke, øh, og samtlige af de her portrætter,
ligner i den grad mennesker, med, med, ja, altså med hele der, deres særlige karakterer, og så videre, og man kan forestille sig, øh, hvordan, og det giver bare igen, den her sådan underlige,
effekt, øh, det vil jo vise sig, men altså, i løbet af et antal år, det, det er som om, alting kunne være ironi, eller, det, det er som om, det er som om, alting kunne være, og jeg tænker lidt på samme måde med tekst, ikke, hver gang man ser en tekst,
især når man ser den lidt på afstand, det kan godt være, at det bare tjertgiver ting, øh, og, og så er jeg helt med på, altså, at, at når man så dykker ned i den, og man går tættere, på den, øh,
så kan chatgivet til ikke være med, øh, i, i, i det vi snakker om her, det, det, det kan den ikke, men jeg synes bare, det er alligevel, altså, det er alligevel vildt, hvad der sker. det er vildt, og det er nok også bare fordi,
at jeg, øh, at jeg ikke rigtig, altså, vi skal, vi skal være skeptiske, og så skal vi holde fast i vores, omsorg, fordi den, den har heller ikke omsorg. Den har heller ikke omsorg for sproget,
den har ikke omsorg for, hvad det er for nogle fortællinger, den bringer videre til verden, den har ikke omsorg for sin læge, så den har ikke, og jeg tror, hvis vi fastholder fokus på omsorg, så, altså, det skal, altså, der er jeg simpelthen så,
jeg kalder mig selv bevidst naiv, altså, det er lidt ligesom med hundhæv. Altså, jeg har simpelthen valgt, at være naiv, og tro på, at det gode vinder, og kærligheden sejrer, og med omsorg når man længst, altså, fordi jeg ved ikke,
hvad alternativet er, at jeg skal sidde og blive dybt fortvivl, altså, og miste tiltroen til mine medmennesker, jeg kan ikke rigtig bruge det til noget. Så, så jeg kæmper videre, og så er jeg henten dumme, der skriver for meget,
og skriver for følsomt, og skriver for alt muligt, og, og ved du hvad, altså, jeg gør ikke, jeg, ja, altså, jeg gør ikke nogen ondt, jeg gør ingen foretræde, i hvert fald ikke bevidst, og jeg gør mit yderste for,
for at være til, altså, til hjælp der, hvor jeg kan være det, og så kan jeg ikke rigtig gøre mere, og, og det samme i forhold til, til de her maskiner, i kamp mod, altså, vi kan kun være så meget mennesker, som vi kan være mennesker,
og så sats på, at det er bedre, end at være en maskine. Ja, det føles, i hvert fald, som en hel del mere, øh, ved at, ved at tro. Øh, jamen super, altså, øh, spørgsmålet er, om, øh, du nævnte, at du havde, at, at der var noget, du tænkte på, du, du ville læse. Det er fordi, at, øh, apropos det her med sandhed, så er jeg meget optaget af essay-genren, som jo er sådan en sjov, diskurs, altså, du ved, hvor man både, øh, har nogle personlige refleksioner op, det personlige kan jo, altså, vil jo altid være subjektivt, og spørgsmålet er, kan noget, der er subjektivt, være sandt? Altså, det vil jo altid være en del sandhed, i hvert fald. Øh, samtidig med, at det også, øh, kan trække på nogle, venskabelige fakta, og nogle, øh, savlige, der værre overvejelser, og det synes jeg bare er, utrolig spændende, øh, og jeg synes, der er en enorm frihed, i at skrive det, øhm, og jeg, tror faktisk også, det er noget af det, som maskiner, stadigvæk vil have lidt svært ved, og, og, øh, at gøre det i. Og så har jeg skrevet, altså, jeg er meget produktiv, og det lyder som sådan, det er sådan et grimt ord, men det er simpelthen, fordi jeg skriver 24-7, øh, øh, på et tidspunkt, så skrev jeg en ansøgning,
jeg skrev 365 dage om året, og så sagde min mand til mig, at du er godt strækket, derover har skrevet 390. Øh, ja, så jeg skriver meget, og jeg har så skrevet, den her essaysamling, som jeg faktisk er færdig med, det kan være, den bliver længere endnu, men, den hedder, At tælle til lilla, og der vil jeg læse, øh, prologen op fra, fordi jeg synes faktisk også, den siger ret meget, om det her med sprog, øh, og måske også noget om ærlighed,
sproget er konkret, jeg er et ord på tre bukstaver, verden er en nedrev, stavet bag fra død, er død, uanset hvordan man vender og drejer det, sproget er et øje,
et øre, en lyd, sprog er en henvendelse, sprog er at håbe, den danske digtersøn, Ulrik Thomsen, skriver, det er verden, der er et elfenbenstårn, hvert digter,
en ansøgning om at få adgang, der hvor jeg gik i børnehave, havde grupperne navne efter dyr, Bambi og Eviglad, Baloo, vores jakker hængte vi på knager, der var formet som den syvende blæt,
på en mariehøne, et sort rundt skred, de fleste børn var døve, så vi talte ikke sammen, men tegnede med hænderne i luften, A var en lukket hånd, B en åben, et C var bare et C, det samme galt L,
D var en løftet pegefinger, det gode, det gode tegnsprog er, at man er nødt til at gøre opmærksom, hvis det man siger, er sagt i ironi, man må skære ansigt, blinke med et øje, eller lægge hovedet på skrå,
og smile skævt, det dur simpelthen ikke, med skjulte intentioner, eller subtile undertekster, mobning bliver så tydeligt, når det står skrevet i luften,
Jeg husker ikke en eneste gang i børnehaven, at der været tvivl om, hvad der blev sagt, hvordan eller hvorfor. Om det var et spørgsmål eller en konstatering. Jeg husker heller ikke, at nogen viskede i krogene.
Og hvis de gjorde, var der jo heller ikke nogen. Jeg har forsøgt at tage det sprog med mig videre, ud i verden og ind i min skrift.
At lade tingene tale deres eget tydelige sprog, som Inger Christensen formulerede det. Ja, nej, pels, æble, vanvittig, vold.
Der er nogle ord, der er sværere. Okay? Nå, virkelig. Mens andre er åbne som en budtet barnehånd, der griber efter en rangle. At ae. Smage. Se. Jeg ønsker at sprogbruget sørger dem til at åbne, gribe, række ud. Mos. Hjerte. Sol.
Der er mange steder under vejen, som din stemme virkelig var svær at forstå.
På grund af netværket.
Og ellers har vi haft en hyggelig tid.
Jamen, det var så fedt at snakke med dig. Og jeg har også fået en anledning til at læse flere af dine ting.
Så det er dejligt. Ja, altid, Thomas. Det var super vigtigt. Jamen, tak herfra. Vi snakkes. Hej. Ja, hej.
Skriv et svar